I midten af oktober drog jeg på den vandretur, der skulle vise sig at starte sæsonen for mig - ved ikke lige hvornår, jeg blev typen, der kridter vandreskoene hver anden-tredje weekend, men jeg er vild med det! Den mulighed havde jeg alligevel ikke hjemme i (ellers ret rare) Sønderborg.
Pyrenæ-turen til Parque Nacional de Aiguestortes var af de mere ambitiøse med både overnatning og 4-hjulet, lejet transport. Vi læssede bilen fuldt op med fem personer og endnu flere rygsække, og så trillede vi ellers lystigt frem på de katalanske veje de næste fire(!) timer.
Klokken 16.45 var vi endelig klar til at begynde opstigningen, hvilket var en *smule* kritisk, eftersom det var anslået til at tage tre timer at nå hytten og solen desværre ikke havde tænkt sig at udskyde dagens nedgang bare for at sikre os lys hele vejen. Tsk. Så op det gik:
'Var det det her, du kaldte 'familievenligt'?!'
...det viste sig hurtigt, at dagens niveau var liiiidt over, hvad jeg havde regnet med og håbet på, æhæ.
Har ikke helt fundet ud af, om det skulle give lykke eller om det er for at holde onde ånder væk. Uanset hvad så er det i hvert fald bare at stakke en sten ovenpå, når man går forbi disse opsatser. Uden at vælte det eksisterende, selvfølgelig.
Det lykkedes os at finde frem til hytten inden der blev brug for lommelygter. Det var en slags vandrehjem på en klippe ude i søen, så for 17 euro pr. snude fik vi hver en madras i et rum med fællessenge, og fordi vi var 5 og det var uden for sæsonen fik vi et værelse til 10 personer for os selv. Ret okay.
Resten af aftenen blev brugt på mad og kortspil og den flotteste stjernehimmel nogensinde. Eftersom vi var midt ude i ingenting, var det helt klart og alle stjerner trådte klart frem. Uirj, bare det var hele vandreturen værd.
Dagen efter gik turen ned- og hjemad, men mere om det i næste indlæg. Woop woop!
