fredag den 31. januar 2014

YOLO!


Hå hå, nu sker det! Altså til maj, men pyt, det er næsten lige om lidt, og forventningens glæde er det bedste, siges det! Det var som altid rent helvede at beslutte sig for, hvilke datoer, jeg skulle flyve med hvilket selskab, og skulle jeg nu have nogle forsikringer, og hvor var min højre nyre, og så skulle jeg bruge nøglekortet, der var på den anden computer, og så var der ikke Flashplayer på Chrome på den nye computer, og så steg priserne, og AAARGH! Men så, så gik det hele i orden, til den rigtige pris og alt var fryd og gammen. Er det snart maj?

(Og så behøver vi ikke snakke om, hvor sindsygt langt der er til Kuala Lumpur. Og de der vaccinationer, man skal have...)

torsdag den 30. januar 2014

Lidt forladt


Så var det i nat, at hende Natasia påbegyndte den lange rejse til Kuala Lumpur. Hun skal være der i seks måneder, og jeg kommer nok til at savne hende bare en lille smule. Suk. Men jeg er sikker på, at hun får en fantastisk oplevelse, som jeg glæder mig til at høre rigtig meget om. Og så glæder jeg mig også til at skulle besøge hende i maj-juni, hæhæhæ!

onsdag den 29. januar 2014

Mere ræv



Man skulle tro, at min mor kendte mig, hvad? ;) I weekenden var hun i London, og havde sød, sød gave med hjem til mig - også af den spiselige slags, men sokkerne her holder nok lidt længere. Jeg glæder mig i hvert fald til at lufte dem, når jeg engang kan påføre mig andet end vinterstøvler. 7-9-13.

Og PS., opfordning til X-bus: PLEASE lav nu noget variation i den sløjfe af reklamer/trailer/lydløse nyheder, I har! Man får godt nok set den mange gange, når man kører både frem og tilbage... Det er som om, det bare er lidt ekstra salt i såret, når man ikke rigtig kan sove på trods af stor træthed, hvad? Nå, madpakken er smurt, tasken pakket, tøjet lagt frem og morgenmaden fikset, så nu er det sengetid. Bah. Godnat!

mandag den 27. januar 2014

Første dag på arbejde



Ja ja, jeg har jo allerede haft min faste gang her gennem mine fire ugers praktik, men det er alligevel noget andet, når det er rigtigt arbejde, ikke? Jeg bliver jo betalt for det! Og skal være der i mange, mange, maaange timer om dagen. Jeg var næsten helt skeløjet til sidst, ha. I morgen skal jeg med bussen allerede 7.10 (giiiisp - det er altså ret tidligt for mig), men til gengæld slipper jeg for først at være i Sønderborg 17.40 som i dag. Men hallo, yay, arbejde! Positiv indstilling - og nu vil jeg tillade mig at dejse om på sofaen.

søndag den 26. januar 2014

Porcelæn


 Post-træning-pre-bad-ansigt - jeg beklager (næsten), men hallo, det er vel søndag. Og alene-weekend.


Jeg er ret glad for min nye CC-cream, men knap så glad for navnet. På trods af billeder som disse, føler jeg alligevel ikke, at min hud fortjener sammenligningen med noget af det allermest hvide, der findes (...vel? Vel?!). 'Grisefarvet' eller 'maddike' havde været mere rammende alternativer, men nok heller ikke så flatterende, ha. Med tanke på alle de spændende neglelaksnavne der er, burde det i hvert fald helt klart kunne gøres bedre. Be' om? Hilsen min forfængelighed og mig - vi kan godt lide at tro, at vi ikke er helt fortabte med hensyn til farve. Bare en gang i mellem.

lørdag den 25. januar 2014

Græsenke


Jamen, det går forrygende, det dér med at være alene hjemme. Jeg er kun blevet kradset af katten én gang, har ikke smadret noget (altså, udover at jeg har fået lavet fint brandmærke på både bordskåner og spisebord. Godt det ikke er vores eget, ahæm) og jeg har endda formået at fodre både katten og mig selv. Og så endda med en noget så eksotisk salat i dag (kun til mig, dog): Wokgrøntsager, medister, salatbønner og barbecuesauce. Så kører det.

Til gengæld har jeg været sofakartoffel det meste af dagen, da jeg alligevel hverken kan samle eller flytte tunge møbler. Så jeg har fået fulgt op på Årgang 0, som jeg ikke fik set i hverken 2013 eller 2012, da jeg var på de der udlandsophold. Tsk, hvad? Men nu er der ved at komme orden i universet igen. Er der forresten nogen, der kan huske, hvordan Emma har fået de der ar i panden? Og så overvejer jeg lidt, at smutte forbi apoteket i Åbenrå ved lejlighed, når jeg nu arbejder lige i nærheden, hæhæhæ. Totalt kendis-sted!

fredag den 24. januar 2014

Fredag aften




Weekendens start bliver fejret stille og roligt - slik, popcorn, Pepsi Maaaax og godt selskab, så kører vi. Jeg er græsenke i denne weekend, så jeg har inviteret min rare søster over til filmaften aka. se-så-mange-Disney-Channel-film-som-muligt. Vi lever det vilde liv!

PS., jeg skal nok snart få fikset det der med, at Blogger insisterer på at pixelere mine billeder til ukendelighed... Men nu: Frenemies!

onsdag den 22. januar 2014

Ih, skinner! #2 - med livet som indsats


Det er ikke kun mig, der drages mod alt, der skinner - mis med de grønne øjne var også vældig interesseret under billedtagningssessionen i lørdags. Læg specielt mærke til det første billede, hvor dødsangsten tydeligt ses i mine øjne, ha. Mis med de skarpe kløer havde lige rejst sig halvt og gjort klar til angreb, men ombestemte sig i sidste øjeblik. Pyyyh!

tirsdag den 21. januar 2014

Blogindlæg hvornår?

Jeg havde ellers de bedste intentioner og udførte kladder sådan rent mentalt, men ha, som om jeg fik skrevet noget i går. Jeg havde travlt med det her:


At blokere vores indgang, nemlig. Og nå ja, også det her:


Vi skulle jo sådan set bare i Jysk for at købe en dims til badeværelset, men så havde de den ikke, og så tog vi i Harald Nyborg, og de havde den heller ikke, og så kunne vi lige så godt tage Bilka med. De havde den heller ikke, men til gengæld havde de vinterstøvler til halv pris, og på den måde erhvervede jeg mig ovenstående par til 150 kr.. Sådan kan det jo gå.

...og så er batteriet til mit kamera helt dødt, og opladeren ligger selvfølgelig hjemme ved mine forældre endnu. Det er hårdt at flytte.

søndag den 19. januar 2014

Uh, skinner!

I går var der afskedsfest for en af mine bedste veninder, der har fået den dumme idé at tage et halvt år til Kuala Lumpur på praktikophold. Bah! Nogle mennesker er simpelthen så egoistiske (...mig? Det tror jeg ikke. Jeg tager jo hele vejen ned for at besøge hende, når hun nu så brutalt har valgt mig fra i sin hverdag!). Nå, men hun skulle jo fejres med manér, så jeg hoppede i det helt store skrud, pailletkjolen med sving i. Inden jeg løb ud af døren, ikke mere end 50 minutter forsinket i forhold til den oprindelige plan (ahæm), fik jeg knipset lidt outfit-billeder i dårligt indelys - men i det mindste fandt jeg en hvid væg, ha:


 Øreringe: H&M. Jakke: D-xel (jep!). Kjole: Club L. Underkjole: Samsøe Samsøe. Taske: Genbrug. Sko: Savannah. Rod: Ukendt. Gæstestjerne: Mis med de grønne øjne.


Det var en rætti' hyggelig aften, og jeg følte mig som en meget livlig diskokugle, da jeg blev svunget rundt på dansegulvet, ha. 

Forresten, det der med at lide for skønheden, ikke?


Det var første gang, jeg havde kjolen på - sådan nogle pailletter er åbenbart lidt skarpe O.o

fredag den 17. januar 2014

Dagens store spørgsmål


...hvem vasker alt mit nye Mumi-service op? Snart?


...kan man virkelig leve uden et par mørkegrønne, lave Converse til kun 300 kr.? Min søster kunne ikke. Jeg tror heller ikke, jeg kan. Find mig i Sport24 kl. 10.00 i morgen.


...er der virkelig mængdebegrænsning på nips? Åh, så mange vandrette flader - fire vindueskarme i stuen alene ♥


...har hankønsvæsner noget imod, at man stille snegle med solbriller på oven på deres højtalere?


...kan dykkerbriller virkelig blive for store?(/betyder udseendet noget, når man svømmer?)


...hvorfor passer katten ikke til navnet 'mis med de blå øjne'?


...finder jeg nogensinde resten af min Mumisamling i flytterodet?(/og bliver jeg så nødt til at finde et større skab?)

Spørgsmålene er mange, svarene er få. Livet er ét stort mysterium.

torsdag den 16. januar 2014

At købe undertøj på budget

Jeg har en rimelig skæv bh-størrelse, og kombineret med et anstrengt forhold til at bruge penge på undertøj, er det ikke en specielt heldig situation. Men NU har jeg knækket koden, det er jo slet ikke så svært - jeg præsenterer hermed min helt fantastiske guide! Så tag en dyb indånding. Det skal nok gå. Det er snart overstået:

1) Lav en hurtig screening - sorter det fra, der har hæslige (synlige) mønstre, gyselige stropper og underlige former.
2) Der burde stadig være lidt tilbage at vælge imellem - de går videre i processen alt afhængig af den fastsatte smertegrænse. Hvis den som min er omkring 200 kr., er det nu på tide at vente på det dér udsalg og andre favorable tilbud.
3) Er 90% af dine gamle bh'er mere slatne end overkogt spaghetti? Bare ærgerligt, det er ikke udsalg endnu jo! (Her var jeg for et halvt års tid siden. Erkendelsen har dog heldigvis ikke fulgt med, og er først kommet for nyligt. Ahæm)
4) Er det udsalg nu? Nu? NUUUUU? NU! SÅ ER DET NU!
5) Du er nu nået til det punkt, hvor du kombinerer 1 og 2, og herefter slæber alt, du måske kan passe med i prøverummet og beder til, at 70'erne er små. Og bare rolig, der kommer ikke til at være mere end en 2-4 stykker tilbage at tage med...
6) Køb alt, der sidder pænt. Alt! Uvelkomne blonder og rynker er irrelevante, køb skidtet og glæd dig over alle de penge, du sparer.
7) Mission accomplished. Nyd, at der er lang tid til, at du igen skal smide penge efter sådan en træls nødvendighedsvare.

Hallååå, tænk at jeg nogensinde har syntes, at det skulle være svært, hvad?! Det kunne jo ikke være lettere - ikke alle de der dilemmaer med, hvad der egentlig er pænest, men i stedet en kort process, der guider én igennem alle punkter. Smart!



Og resultat af dagens jagt? Tre butikker, ti bh'er til afprøvning, to køb, fem bh'er og syvhundredeoghalvtreds kroner (...lidt av, men okay gennemsnitspris.). En ret pæn fangst.

onsdag den 15. januar 2014

Voksen i 4 uger

Årh ja! Voksenlivet begynder officielt den 27. januar, hvorfra nogen rent faktisk vil betale mig for at rode rundt med deres hjemmeside. Det er fuldstændig fantastisk, skønt, utroligt og vidunderligt, og at det kun er fire uger kan på ingen måde slå mig ud. Jeg har fået en fod ind på det rigtige arbejdsmarked, og herfra kan det kun gå fremad! (7-9-13, for guds (og min!) skyld!)

mandag den 13. januar 2014

Seven shades of green


Nå'men, har jeg nogensinde fortalt, hvilken farve, jeg bedst kan lide at påføre mig? Ha. Grønt er godt for øjnene og specielt mine - de bliver så pænt fremhævede (fordi, det lægger ALLE jo mærke til, 100%). Jeg kommer så lige i tanke om, at jeg faktisk har glemt yndlings-grøn-skjorten over dem alle, en mintgrøn sag fra Vancouver. Ondt. Sådan går det, når ens tøj rent faktisk skal vaskes af og til. Men pointen trænger vist godt frem alligevel - man kan aldrig få for mange grønne skjorter!

(Jeg ved forresten ikke, hvad Blogger har gjort ved farverne på billedet... F.eks. grøn skjorte#2 fra højre har den pæneste mørkegrønne farve (se her), men er her blevet totalt massakreret. Suk.)

(Og ja, det var cirka så langt, jeg kom med udpakningen i dag.)

søndag den 12. januar 2014

Pakkekaos


Der er noget uldent over pakningen af kufferten til højre. Hmm. Om hun prøver at komme med eller undgå arbejde, er dog uvist, ha - men fakta er, at jeg i dag har flyttet tre kufferter, fire flyttekasser og diverse andet uundværligt over i det, der fremover skal være mit og min bedre halvdels hjem. Hurraaaa! Det bliver SÅ godt - når vi altså lige får flyttet resten af vores ting og pakket ud, host. Men den tid, den sorg, ikke? Det vigtigste er i hvert fald på plads:




Så føles det lidt som vores eget. Og nå ja. Så fulgte der noget med til husovertagelsen:


Gisp. Jeg ved ikke helt, om jeg er klar til mit nye liv som kattedame, men jeg har ikke det store noget valg. Der er i hvert fald god underholdning i sådan et pelsdyr, og jeg har kun jokket på den én gang i dag. Miauv!

fredag den 10. januar 2014

Pinkt nødvendighedskøb


Nå'men, er det noget med, et sådan et par forpligter? Ej, jeg glæder mig til at komme i form igen  (...7, 9, 13) og udfordre mig selv lidt. Hvad der ikke glæder mig så meget, var prisen på de her basser: Efter at have sparet 640 kr., måtte jeg stadig slippe 860 kr. (her). Det er jo også en slags penge - tænk bare på, hvor mange kjoler fra Asos, man kunne købe for den sum! Meeen forhåbentlig bliver vi rætti' gode venner, og jeg er sikker på, at de bliver alle pengene værd, når jeg snart spurter Sønderborg rundt igen. Og hey, så er der glimmer på - det er nok også det eneste positive at sige om deres udseende, ha (selvom, tro det eller ej, en af de andre farvevarianter var endnu grimmere. Gisp). Nogen af de nyere varianter er en del pænere, men det gad jeg alligevel ikke smide penge efter (I ved, med tanke på de der kjoler og andet indhold i livet).
Modellen hedder Asics Gel Nimbus 15, og er toppen af poppen inden for neutral pronation. De er så støddæmpende, at de næsten løber af sig selv. Men også kun næsten...

onsdag den 8. januar 2014

Pæn indpakning



Så kom det endelig, det fine, lille computersleeve - eller, "endelig", det var jo sådan set ikke fordi det tog specielt lang tid, men jeg har jo glææædet mig sådan! Og nu er det her, og det er SÅ fint. Jeg er virkelig positivt overrasket over printet, ingen udtværede eller pixelerede billeder. Og så til kun 60 kr. inkl. porto! Dét er virkelig et røverkøb. Nu skal jeg bare have flyttet mine ting over på den lille Mac, og så for øvrigt lære at bruge den... Men den er i hvert fald rætti' god til at være på nettet med og se tv på - så langt er jeg i hvert fald nået, ha.

Læs mit oprindelig indlæg om sleevet her, eller gå direkte til DIY-sleeve-siden her. Og så ser det forresten ud som om, de sender fra Tyskland - men jeg er ikke helt sikker.

mandag den 6. januar 2014

En kjole sparet er en kjole tjent


Kender I det, når man bestiller og betaler for én kjole, men i stedet modtager 10? Nej? Det gør jeg - Asos har muligvis ikke helt styr på deres lagerstyring, ha. Men nu er jeg jo typen, der har sådan en samvittighed, så for at gøre en lang historie kort, sendte jeg de overskydende kjoler retur, og endte med alligevel at få penge tilbage for den ene kjole, jeg jo havde beholdt - men det klager jeg alligevel ikke over, for det ville være synd at blive ved med at belaste deres kundeservice, ikke? ;) Det eneste rigtige nu må så være at føre pengene tilbage til Asos. Det helt store spørgsmål er dog på hvad:

Dilemma, dilemma! Den langærmede til 14£ eller den lilla til 16£? Suk, jeg synes virkelig, at de begge er alt, alt for pæne, og er sikker på, at de hver især kunne gøre mit liv SÅ meget bedre. Men i princippet mangler jeg nok ikke, og samtidig er jeg i gang med at spare op til lidt rejsen. Hmm. Livet er fyldt med svære valg...

lørdag den 4. januar 2014

I 2014...

 - Flytter jeg! Jep, I læste rigtigt - jeg rykker teltpælene én kilometer og opgraderer mine nuværende cirka 12 m2 til 123 m2+kælder og have. Er der nogen, der kan stave til WALK-IN CLOSET?! HEP HEP HEP! (...men jeg skal i hvert fald nok lære at stave til 'rengøring'. Og 'voksenudgifter'. Æv.).
- Skal jeg finde et job/en praktikplads/en indbringende hobby (...be' om?)
- Skal jeg blive min sportsskade kvit, og komme i gang med at træne igen.
- Skal jeg til at spise ordenligt (altså, når jeg er færdig med den her portion is).
- Tager en af mine bedste veninder på seks måneders praktikophold i Malaysia. Suk.
- Bliver min bedre halvdel 25 (kaneeeel!), min søster student, og mine forældre har sølvbryllup.
- Skal jeg ikke pudse næse i toiletpapir (tør hud i flager på næsen er det gode udfald, blærer er det mindre heldige. Satser på at undgå begge dele fremover).
- Burde jeg virkelig tage mig sammen og få fjernet lidt modermærker O.o
- Bliver jeg fortrolig med den lille Mac. Ja jeg gør så.
- Skal jeg måske kaste mig ud i en smartphone? Ö
- Skal jeg/HK have skovlen under SU-styrelsen (...den var også på listen sidste år. Måske i år? 7-9-13, tak.)
- Stopper jeg med at købe alt for manger kjoler og pæne ting. Ha, som om.
- Vil jeg gerne på tur til det store udland. Hvem sælger en billig pakkerejse til San Fransisco? Malaysia? Be' om.

I 2012 gjorde jeg mig klar til mit første udlandsophold (Atlanta ), og 2013 blev dedikeret til at færdiggøre min bachelor i Barcelona (ja, og så det der smut til Vancouver og Seattle - det var også lidt vigtigt). 2014 må så blive året, hvor jeg æh, vandrer i uvished omkring mit liv og prøver at blive lidt voksen (I ved, med job og sådan). Fra om en uges tid har jeg i hvert fald mit eget hjem - dét er en god start.

torsdag den 2. januar 2014

I 2013...


- Boede jeg det første halve år i Barcelona og dimitterede som bachelor. Wuhuu!
- Så jeg håndboldherrerne vinde VM-kvartfinalen. Og få lammetæv i finalen...
- Var jeg på en-dags skitur til Masella. Og cirka alle andre steder i Barcelona - har aldrig været  på så meget sightseeing som i 2013. Igen, tak.
Fik jeg fikset mit eget domæne!
Frøs jeg en del i lejligheden i Barcelona.
- Overraskede jeg min mor med et uventet besøg fra Barcelona. Surpriiise!
 - Prøvede jeg at lære spansk...
- Var jeg for første gange ude at flyve helt, helt selv. Det endte med et fint forhør i Vancouvers lufthavn, ahæm...
- Besøgte jeg yndlings-Eva i Vancouver inkl. smuttur til Seattle. Fantastisk ferie.
- Var jeg med til at fejre FC Barcelonas sejr få meter fra Messi.
Var jeg på pæn tur til spansk nationalpark i Espot.
- Brød vores bil sammen...
Flyttede jeg hjem igenOg gav tips til Barcelona.
Spiste jeg vilde mængder af kirsebær.
- Udviklede jeg en hof-ret: Pulled Pork-burgere!
- Var der Post Danmark Rund start og slut i Sønderborg.
- Åbnede Borgen, Sønderborg Citycenter.
Fortalte jeg om min tvivlsomme kameratække.
- Gik jeg ind i lokalpolitik. Næsten.
- Kastede jeg min kærlighed på bl.a. ræve. Og dyre-sko. Og den røde panda igen. Og Hoptimister. Og...
- Begyndte jeg rent faktisk at træne regelmæssigt (inkl. indkøb af masser af træningstøj, hæ). Og blev skadet...
- Købte jeg en jakke for livet. 7-9-13.
- Havde jeg pæn perlekjole på til første del af mine forældres sølvbryllupsfejring.
- Startede jeg i praktik og blev samtidig berømt.
Fortalte jeg om mine juletraditioner og skrev et rejseindlæg til Afterglobes adventskalender.
- Var jeg på kun-lidt-mislykket juletur til Hamburg.
- Købte jeg en Mac. Sød lille basse!

Jeg har nået lidt af hvert, hvad? Det bliver spændende at se, hvad 2014 bringer - i morgen løfter jeg sløret for, hvad jeg håber at få ud af det.

onsdag den 1. januar 2014

Nytårsaften 2013!








Godt nytår! Jeg håber, I kom godt ind i det nye år og er klar til at tage 2014 med storm. Min aften var rimelig (okay, helt og aldeles) stille og rolig. Der var lækker mad (brunkartofler! Grønlangkål!), lidt spil og masser af pænt fyrværkeri. Og hygge. Klokken 12 sprang jeg ind i det nye år, skålede i Pepsi Max og spurtede herefter op på førstesalen for at beundre den oplyste himmel. Jeg blev dog pænt skuffet, da jeg i farten havde overhalet alle fyrværkeri-affyrerne, ha - men efter en 10 minutters tid var der ikke længere noget at være skuffet over. Pænt med pænt på.

I morgen samler jeg op på året der gak gik, og i overmorgen kommer med mine planer(/ønsker?) for 2014.