torsdag den 31. oktober 2013

Om at holde sig i skindet




Ha, som om. Så snart butikkerne begynder at tæppebombe os med årets absolut uundværlige julevarer, skal jeg lige kigge - også selvom det stadig er oktober. Bare lige kigge, jo. Hurtigt. Meget hurtigt. Det er i hvert fald det, jeg plejer at sige til mig, men min indre julenisse hører aldrig efter- typisk, hvad? Derfor hev jeg i weekenden ovenstående godter hjem, men selvfølgelig står de ikke allerede fremme, vel. Host. Filtdyrene hoppede ned i kurven i Bilka (ét styk 15,-, tre for 30,- - jeg fangede selvfølgelig en pingvin mere end på billedet. Den var jo gratis!), og æsken er fra Søstrene Grene til den nette sum af 9 kr.. Haps. Og så er det jo også december lige om lidt!

onsdag den 30. oktober 2013

Tørre æbleskiver










Udover vores tag og stakit krævede orkanen andre ofre. Æbletræet på fællesarealet havde sluppet sin last i den vilde blæst, så der var æbler ud over det hele. Gisp! Min bedre halvdel så dog straks mulighederne, og fyldte  både en opvaskebalje og en cykelkurv. Yay! (...og ja, det var åbenbart, hvad han mente var mest egnet til formålet. Desværre medbragte han ikke også et kamera, så billededokumentation må vi undvære. Tsk). Vi gik straks i gang med forædlingen, og efter at skrællede og parterede æbler var sat i kog til grød, kom turen til æbleskiverne(/de tørrede æbleringe. Hip som hap). En opskrift kan man nok ikke helt kalde det, men tynde skiver og 3,5-4 timer i ovnen ved 100 grader (vendes én gang) gør tricket. Lækkert!

Og apropos nedfaldne ting:

Det er utroligt, hvad der sådan ligger og flyder på cykelstierne, hvad?

tirsdag den 29. oktober 2013

Hvem går til valg på...


Lørdag morgen vågnede jeg op til en ny udsigt. Søvndrukkent kiggede jeg ud af mit vindue, og en lokal politiker kiggede skævt tilbage. Gisp! I nattens mulm og mørke var han kravlet op i den nærmeste lygtepæl, og hænger nu dér, indtil han ved, om han er købt eller solgt. Langt de fleste valgplakater siger dog ikke så meget om selve det grundlag, de går til valg på (korte slogans som 'mere vækst' giver mig heller ikke så meget - tvivler på, at nogen vil påstå, at andet er passende). Derfor har jeg selvfølgelig udarbejdet min egen liste over krav forslag til dem, der vil have min stemme. Så hvem kan love mig...

  • Udbedring af overhullede og lappeløsnings-lappede cykelstier, der sender et inferno af vibrationer gennem min stakkels cykel og indkøbte varer. 
  • Afskaffelse af spærretiden, aka. slukningen af hveranden gadelygte efter klokken 21. Evt. bare at få fikset de hveranden-lamper, der ikke virker (det bliver rent faktisk ret mørkt ellers).
  • Månedskort til svømmehallen i stedet for kun 10-turs-kort - folkesundheden er en alvorlig sag, men det er min økonomi altså også.
  • Fjernelse af al den håbløse, nyoprettede ensretning i bymidten. Borgen, vi kan godt lide dig, men du er altså lidt i vejen.
  • Fjernelse af chikanelyskryds på stille villavej. Det er lidt svært at have respekt for et lyskryds, der er rødt i begge retninger...
  • Mindre bureaukrati hos det lokale Jobcenter, så valget mellem at give Stine en uge 'fri' vs. at sende Stine en uge på dyrt(? Noget har det i hvert fald kostet), nytteløst kursus, uden den mindste form for behov for dette, kunne være faldet ud til første mulighed.
  • At give Morten Østergaard et los bagi (altså ikke sådan bogstaveligt. Det ville nok nærmere føre til en voldsdom end en reel løsning på problemet), så den der SU-farce kan blive afgjort (...til vores fordel, tak).
  • Korrekt udtale af 'billedeeeer' og  'månedeeeer' på landsplan (hvad SKER der for 'bilder' og 'månder'?!). Det er hårdt at se 'Danmarks Næste Topmodel' som det er nu. Suk. (Samtidig afskaffelse af 'hva'-de'-hedder' ses kun som et plus)

Nå, hvem er du så, dig, der passer på dette? Venter spændt på, hvor jeg skal sætte mit kryds!

mandag den 28. oktober 2013

Blæser det?





Nå'men, det har da vist stormet lidt i dag, hvad? Rimelig heldigt faldt det sammen med, at vi havde fri allerede klokken 12, og 13.10 var vi hjemme i tryg afstand til dagens senere trafikale kaos og aflyste busser. Helt så idyllisk blev det dog ikke senere, da vinden ordentlig tog til. Der kom nogle underlige lyde fra taget, og well, så sad det der ikke rigtigt mere... Ej, det er 'kun' en del af tagryggen, men det er nu også galt nok. Nyt stakit skal vi nok også have, idéen med et forsvinder lidt, når man kan se ind. Siger det bare.

søndag den 27. oktober 2013

Bankoooo!


I går var jeg til fødselsdag ved hende den rare, rare Natasia - ikke noget med hverken sprut eller kage (...jeg er mest skuffet over det med kagen, ha), men derimod en tur i det lokale bankocenter. Wuhuu! Jeg har selv holdt fødselsdag på den måde, og det ér altså ret hyggeligt. Og der er ikke meget bedstemor over det, når alle sidder koncentreret og dupper tal af - dyb, koncentreret tavshed, ha. Vi fik dog lov at sidde ved nogle rare, ældre damer, der kunne guide os igennem de forskellige spil. Det havde vi brug for - også da min nyindkøbte banko-tus gik helt i selvsving, og splattede tus udover alt for store arealer. Ups.








Jeg vandt desværre ikke noget, men Natasia, det heldige asen, fik 250 kr. med sig hjem. Nu var det også hende, der holdt fødselsdag, og bagefter gav hun god aftensmad på en lokal café - så lidt retfærdighed er der dog til i (min) verden ;)

torsdag den 24. oktober 2013

To måneder!






Er I klar, folkens?! Det er diverse supermarkeder i hvert fald - jeg prøver dog at holde julestemningen stangen indtil engang midt-slut-november, så jeg ikke brænder ud for tidligt. Vi må se, om det lykkes, eller om jeg allerede er slet-og-ret-jule-træt 1. december - umiddelbart mangler jeg i hvert fald at få juleopryddet mit værelse inden den store invasion, så mon ikke, det nok skal sætte en naturlig stopper for galskaben, ha. Og så vil jeg ellers gerne bede om en gang vanillekranse og brændte mandler, tak! Og en frivillig til at trille kokoskuglerne...

onsdag den 23. oktober 2013

Livet som pendler


...er ret hårdt. Ja ja, der er folk, der har det værre og kører både længere og tidligere og kommer senere hjem, men lige nu har jeg altså bare ondt af mig selv. Suk. Udover at have smidt en mindre formue efter ovenstående slat papir og plastik, tager det bare lang tid O.o Mine første 15,5 skoleår havde jeg ikke længere end 7-10 minutter på enten gåben eller cykel til skole. Nu skal jeg hjemmefra en hel tiiiime OG et kvarter før mødetid. Det værste er dog næsten at stå op, gøre sig klar og være nogenlunde frisk for så at falde hen i bussen og lure den det meste af vejen til Åbenrå. Selv ikke den efterfølgende 10 minutters gåtur vækker mig. Gab. Og så hjem igen, hvor vi gerne krydrer det med en gang kvalme - livet som pendler med køresyge ér ret hårdt.

...men det gode? Adgang til flere butikker! Hermed præsenterer jeg dagens fangst, efter en specifik og kun lidt fortravlet jagt i frokostpausen:


Årh, yay! Åbenrås H&M havde heldigvis så mange af de søde, søde luffer, at de solgte af dem, så nu er familiens beholdning udvidet med mit helt eget par - hurra! 

mandag den 21. oktober 2013

Mit liv mangler...


...de her luffer! De ellers så fine grillluffer fungerer desværre ikke så godt ude i den virkelige verden en kold efterårsmorgen. Tsk. Så da min søster i går fik de her rævebasser foræret, var der ingen tvivl om, hvad mit næste køb skulle være! Jeg fræste ned i den lokale H&M (okay, det passer ikke. Jeg tog med min mor ud at handle og sneg mig i H&M, mens hun tog i Kvickly. Jeg fræser ikke rigtig nogen steder hen for tiden), men verden er et ondt sted, og de var udsolgte. Drama Ö De er heller ikke til at opstøve på indernettet', men jeg har en skummel plan. Jeg er startet på et forløb i Åbenrå, så jeg håber, at jeg kan nå at humpe forbi deres H&M inden hjembussens afgang i morgen. Kryds lige fingre, ikke? Må' ha!

fredag den 18. oktober 2013

Årtiets jakke

I år ser det ud til, at jeg for første gang siden efteråret/vinteren 2010/11 skal udholde polarkulden her i kolde Danmark. Bah. Sidste år blev den kolde tid tilbragt i Barcelona, og året før skar jeg vinteren over ved at rejse til varme Atlanta i januar. Kombineret med det faktum, at jeg er frossenpinden over ca. alle, og plejer at leve i min skijakke, så snart temperaturen kommer under de 8-10 grader, var det tid til at finde en ny, varm jakke. Ingen tvivl om, at jeg elsker min skijakke (), men alligevel vil jeg gerne have noget, der er lidt... pænere. Ahæm.

Selvfølgelig havde jeg en masse krav:
- Det skulle være en parka, så min lille bag ikke fryser af.
- Den skulle være godt foret.
- Farven skulle være pæn (ingen armygrøn til mig, eller sort. Helst heller ikke navyblå. Meget gerne den perfekte mørkegrønne).
- Den skulle ikke være helt uformelig.
- Den skulle passe til det hele, og det i de næste mange, mange år.
- Den skulle ikke være alt for dyr.
- Og det skulle helst ikke være sådan en, som alle andre også render rundt i...

Og ved I hvad? Det lykkedes!







Yay! Mød min nye perfekte vinterjakke, der skal holde mig varm og pæn år efter år. Jeg kviede mig lidt ved at smide så mange penge efter en jakke (1065 kr. O.o ), men på den anden side, så er det jo jakken. Dén, jeg skal have de næste 10 år (sådan cirka), dén, jeg skal have på næsten hver dag, og dén der skal holde min indre frossenpind i skak. Kombineret med alle mine krav, var der ikke noget at gøre. Den skulle med hjem, og det kom den ;) Teddyforet, længden og den perfekte grønne farve var klart vinderfaktorerne, og jeg elsker den allerede. Jeg er sikker på, at vi får et langt og lykkeligt liv sammen 

(Jakken er af mærket Bench, modelnavn Tara, og jeg fangede den på Zalando (med 10% rabat, hæ), men den er udsolgt nu. Evt. kan den findes i mørkeblå her - og linket til den grønne her)

torsdag den 17. oktober 2013

Har I ikke en større pose?




Jeg ved ikke helt, om det var et smart marketing-stunt, mangel på andre poser, eller en seriøs fejlvurdering af ekspedienten i Only, men i hvert fald fik jeg sådan cirka verdens største pose til min lillebitte cardigan, ha. Enten fik den et selvtillidsboost, eller også følte den sig måske lidt ensom i den store pose. Hvem ved. Om ikke andet fik jeg hjembragt et af efterårsferiens gode tilbud, pæææn grov strik i den mest perfekte mørkegrønne farve (ja, den dér der fremhæver mine øjne, nemlig) og i den helt rigtige længde. Og så til kun 100 kr.. Haps! Når man nu ikke har ferie, kan man i det mindste udnytte de fordele, der alligevel er ved den - diverse tilbud og familiehjemmehygge. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, ha.

onsdag den 16. oktober 2013

Tilbage til kageform

Nå, men så var det jo, at jeg var kommet ind i en rigtig god rutine med det der løb, træning, og svømning, ikke? Jeg havde godt bekymret mig lidt om, hvordan det skulle hænge sammen tidsmæssigt i denne uge, hvor jobcenteret har sendt mig på fuldstændigt nytteløst kursus på grund af nogle pænt ufleksible regler (bah). Men ha, det havde jeg skam slet ikke behøvet at tænke på - min venstre hofteside(/en muskel-ting i det område?) har været så rar at fjerne dilemmaet ved at erklære sig ukampdygtig. Fedt. Så nu halter jeg rundt og prøver at undgå for meget bevægelse, som f.eks. gåture, cykelture og specielt at stå af cyklen, og at tage bukser og strømper på stående. Heldigvis holdt vi store kagedag i dag, så der var lidt at trøste sig på. Åh, brunsviger, du redder (næsten) alt 

mandag den 14. oktober 2013

Med kurér fra USA


I sidste uge drog min søster mod USA på studietur (bah. Hvem gider også sol, varme og sådan noget fjollet udland?), og vi ved alle, at sådan nogen rejser er den rene magnet på 'kanduikkeliiiiigekøbedetherformigså?'-kommentarer, så sådan en fik hun selvfølgelig med fra mig. Faktisk en hel indkøbsseddel - så var der ikke tvivl om noget, hæhæhæ. Hvordan gik det så?




Bingoooooo! Sød, sød lillesøster invaderede både Target og Walmart og fik købt diverse uundværligheder for mig til spotpriser ❤ Og så har jeg vist også EOS, mascara og Aussie nok til et stykke tid, ha. Lækkerierne har knap så lang levetid, men så må jeg bare selv sørge for snart at komme et smut over Atlanten. Snart. Be' om. Nøj, hvor jeg altså savner at bo et smut fra Target. Det var rimelig rart dengang.

lørdag den 12. oktober 2013

Sødt


Sødere gavepapir, sådan rent sukkermæssigt, findes vist ikke, ha. Eftermiddagen har budt på hyggelig familiefødselsdag, og dagens gave blev pænt pakket ind i nyeste fund fra Tiger. Den butik har altså virkelig meget pænt gavepapir i god kvalitet og spændende print. Jeg er fan, og har fyldt vores gavepapirsspand op (...jep, sådan en har vi. Man må aldrig gå ned på gavepapir. Det er lidt synd, når november- og decemberfødselsdagsbørnene bliver prakket gaver indpakket i julepapir på. Det sker ikke i år).

fredag den 11. oktober 2013

Bountysnack

 Kokos-fasen(/farcen?) fortsætter, og jeg har kastet mig over et alt for lækkert mellemmåltid, der tager Bounty-abstinenserne. Mad skal der til (maaaaaad ❤), men når det hele nu ikke kan gå op i kage og chokolade (bah) er det rart med en eftermiddags(/formiddags/aften/lækkersulten)snack, der både mætter, nærer og tilfredsstiller den søde tand. Haps, siger jeg bare.

Man kan nok ikke helt kalde det en opskrift, men her er, hvad jeg plejer at bruge til én portion:
- 150-200 g fromage frais eller skyr
- ½-1 tsk vanillepulver
- Et halvt æble skåret i tern
- 12,5 g mørk, hakket chokolade (bare sådan cirka, ikke)
- Et ordentligt drys kokosmel
Surmælksproduktet blandes med vanillepulveret, resten tilsættes, og så røres der ellers på livet løs - ovenstående billede var bare en smule mere fotogent, end den miksede, færdige udgave, som ellers er virkelig god, ha. Siger det bare. Der er lidt at tygge på, lidt der knaser, lidt sødt og masser af god smag. Mhhh.

torsdag den 10. oktober 2013

(Op)Samlermani


Den helt store ulempe ved Nike Free, ahæm. Jeg tror, jeg fik omtrent halvdelen af skovbunden med hjem i dag, men det er vel også en måde at anlægge sin egen have på? Sådan med et naturligt islæt. Med mine fem par er der i hvert fald god mulighed for at få slæbt lidt med hjem, ha. Samlermani vs. opsamlingsmani. Hip som hap.

onsdag den 9. oktober 2013

Hverdagsmuffins af den lækre slags


Jeg har fundet mig en ny afhængighed. Banan-havregryn-mandel-muffins med æble og kanel! Mhhh, siger jeg bare. Men den er egentlig ret lødig, så længe jeg ikke går helt amok. Og det gør jeg ikke så tit. Udover at være dejligt nærende (mæthedsfornemmelse ér bare en god ting), er de også så simple, at selv jeg kan finde ud af det. Hep! Jeg tror næsten ikke, det er muligt at mislykkes med dem (...7-9-13), og så skal der bruges et fåtal af ingredienser. Ren win-win.

Det er Betina, der har introduceret mig for opskriften, og den er som følger:
- 4 modne, moste bananer (behøves ikke købes most. Kan sagtens klares med en gaffel ;) )
- 140 g havregryn
- 65 g grofthakkede mandler
- Et KÆMPE æble eller flere små, skåret i stykker (fantastisk mængeangivelse, ja. Men man kan faktisk ikke få for mange)
- 3 tsk kanel

Bland hele molevitten godt sammen, og fordel i muffinforme af en okay kvalitet (med mindre du godt kan lide enten at spise papir eller efterlade en kvart kage til muffinformene. Suk). Ovenstående giver ca. 14 stk., der herefter smides i ovnen ved 180 grader varmluft i 15 minutter. Når de lige har fået nogle minutter til at sætte sig, er de enormt lækre lune. God appetit!

Og nå ja. Endnu en fordel, som Betina også nævner, er den alternative version. Hvis man er i det lidt mere lækkersultne hjørne (chokolaaaaaaaaaaaade!), så tilsætter man 50 g hakket, mørk chokolade i stedet for æbler og kanel. Mmhh.

søndag den 6. oktober 2013

*Biiip biiip biiip*


Og det er bare typisk... Jamen hallå, hvad sker der for, at Føtex-damen glemmer at fjerne tyverialarmen?! Suk. Af uransaglige årsager bippede den ikke på vej ud af butikken, så jeg opdagede først den hjembragte bonus, da jeg var ved at påføre mig løbeblusen - det var da i det mindste noget, at jeg så den der og ikke fik løbet rundt med den, ha. Det kunne alligevel have set lidt sjovt ud... Nu skal jeg bare lige have taget mig sammen til at gå ned i Føtex (med bon!) og få dem til at fjerne den nænsomt, og forhåbentligt undgå at blive buret inde. Krydser I lige fingre?

lørdag den 5. oktober 2013

Modebazar i Sønderborg søndag!




Jep, i morgen, søndag, er der igen tøjloppemarked her i Sønderborg. For lokalbefolkningen kan jeg oplyse, at det er i Humlehøjhallen, hal 1 (ved indgangen til svømmehallen), det sner, fra klokken 10 til 15. Entre 10,-. Jeg har anskaffet mig en hel meter stand, og vil stå klar til at sælge ud, så kom og køb! Det er møj', møj' billigt, mine priser ligger fra 10-150,-, mest koncentreret i området 20-40 kr., og jeg sælger fra XS-L og sko 38-40. Der burde være lidt til alle. Så kom lige og hjælp mig med at komme af med mine fine ting (og gør en god handel!), så jeg ikke ender med at komme hjem med mere, end jeg tager afsted med, ikke? Ahæm. Mojn, vi ses i Sønderborg!