onsdag den 29. oktober 2014

Kattekjole





Jeg benytter mig ivrigt af det milde, spanske vejr og lufter flittigt mine sommerlige kjoler lidt endnu. (...billederne her er dog efterhånden 4 uger gamle, og jeg har kun strømpebukser på, fordi jeg ikke gad barbere ben. Hææææ).

Fredag er der stor Halloween-fest med arbejdet, og jeg har selvfølgelig tænkt mig at klæde mig ud som kat. Dog hovedsageligt fordi det ikke kræver mere end et par ører (tak H&M) og lidt knurhår, ha. Ikke ligesom dengang jeg var snedronningen, hvilket krævede lidt mere forabejde. Jeg kan dog også stadig nå i Primark og slæbe en bamse/får/kanin-dragt med hjem, hvis jeg pludselig føler for at gøre lidt mere ud af det. Åh, det er svært...

Kravler langsomt mod toppen...

søndag den 26. oktober 2014

Jeg forstår ikke, hvorfor...


...Dansk Supermarkeds 'Vores'-logo har fem bogstaver og 4 prikker - jamen, hvorfor gør de sådan noget?! Det gør jo ondt at kigge på.
...jeg stadig læser danske reklamer af og til. Kan åbenbart godt lide at pine mig selv.
...Spanien ikke lige kopierer Nettos varesortiment.
...supermarkederne her ikke sælger ordentligt kød. Selv i Netto kan man jo købe økologisk kød med lav fedtprocent!
...min første tube remoulade næsten allerede er væk.
...min gasovn skal være så træls. Hvor varm er du, hvad?
...det er så svært at rydde op i køkkenet. For min flatmate, forstås.
...Somersby ikke har erobret det spanske marked endnu.
...jeg er sådan en teenager, når det kommer til alkohol.
...det skal være så dyrt at tage på spontan weekendtur til København. 3333 kr.?! Æh, vi ses bare til jul, ikke? :/
...mit værelse altid er rodet (ha, jeg fik skrevet 'ryddet' først - ikke helt sandheden, hæææ).
...jeg ikke har nogen til at lave mad til mig. Til gengæld er popcorn fin aftensmad, ikke?
...jeg endnu ikke har fået noget Facebook-merchandise. Bare en lille drikkedunk, hvad? Be' om!
...kundeservice ikke er en by i Spanien.
...weekenden ikke er længere. Skal jeg virkelig på arbejde i morgen?
...den spanske Spotify ikke kan lide Medina og Christopher.
...jeg hele tiden skal barbere ben. Ulempen ved det spanske klima (jeg har det SÅ hårdt).
...jeg mere eller mindre hedder 'Stina' nu. Er det virkelig så svært at sige Stinøøøh? (...'ja', er svaret. Men da jeg selv er en dør til udtale, peger jeg ikke fingre - jeg nævner det bare. Hæ)

onsdag den 22. oktober 2014

På gåtur i området




Poblenou = vilde katte, spændende grafitti og en Primark i baghaven. Det kan godt være, at der er lidt langt (aka. 20-30 minutter med offentlig transport, pyha da...) ind til centrum, men her er stille(re), billigt og tæt på arbejde. Og så stopper natbussen 25 meter fra min hoveddør - jeg er fan.

tirsdag den 21. oktober 2014

Voksengaven

Det vigtigste ved at få sit første voksenjob er selvfølgelig at købe en gave til sig selv. For ligesom at vise verden og sig selv, hvor dygtig man er, ikke? Når man samtidig flytter mutters alene til det store udland og formår at finde et sted at bo og etablere sig en hverdag (sådan nogenlunde i hvert fald, ha) er der slet ingen grund til ikke at slå sig løs med indkøbene - så det gjorde jeg, og kan stolt præsentere verdens flotteste ur:


IIIIIIH! Det er det klassiske ur fra Daniel Wellington, som jeg har brugt mindst et par år på at beundre efter at de oversvømmede det danske blogmarked. Men hallo, det er jo bare SÅ pænt! Jeg elsker simpelheden og den manglende sekundviser. Det er øjeblikkelig glæde hver gang jeg kigger på det, og jeg har det på hver dag. Det kan kun kategoriseres som et godt køb - hurra for at blive voksen! (...eller noget. Hurra for at have et job og et sted at bo, ikke? Hæ).

søndag den 19. oktober 2014

Forventningsafstemmelse og servicemeddelse

Fredagsøl på stamstedet med underlig posering og rare typer / Tirsdagsbasket / Standard hverdag / Besøg hjemmefra / Jeg smiler altid, når jeg arbejder. I hvert fald om fredagen / Seriøst god strawberry mojito / Team building.

Det er utroligt hvad sådan et 9-18-job, blomstrende socialliv, praktiske pligter og medfølgende træthed kan gøre ved ens blogge-frekvens. Det her er ikke en undskyldning - jeg sætter stor pris på min blog, mit lille kreative projekt, men mit virkelig liv kommer alligevel først. Og det er okay! Jeg har det godt, og jeg blogger, når jeg synes, jeg har tid og overskud. Og hvis man ikke vil klikke ind forgæves, er der både Bloglovin og muligheden for at modtage email ved nyt indlæg - se ude i højre side. Smart, hvad? Ellers er jeg også at finde på Instagram, StineKA90, hvor jeg opdaterer lidt oftere. Og hav så lige en god dag - on- eller offline!

lørdag den 18. oktober 2014

På vej til Espot



Efter at have brugt lørdagen på vejene og i Andorra, vågnede vi lørdag op til pæn, pæn udsigt fra værelset - det kunne jeg godt vænne mig til!
Vores online research viste os dog, at hvis vi gerne ville se nogle af de absolut smukkeste steder i Andorra, ville det kræve noget lidt mere hardcore hiking end mine Nike Free og cowboybukser lagde op til (for slet ikke at snakke om min kondition, ha), så vi valgte den sikre løsning: Ud på vejen og mod Espot:





I Espot ligger Cataloniens eneste nationalpark, Parque Nacional de Aigüestortes, cirka 2,5 times kørsel fra Andorra. Og hvilken køretur! Turen går gennem bjergene og er fyldt med hårnålesving og absolut fantastisk udsigt. Og solskin, snacks, godt selskab og på vej mod eventyr - bare alle køreture var sådan. Først på eftermiddagen nåede vi nationalparken, der absolut ikke skuffede - flere billeder følger!

tirsdag den 14. oktober 2014

Lørdag i Sitges

Cirka en times tid i tog fra Barcelona ligger en lille by kaldet Sitges. Den er pæn, der er strand og så er der en hel del færre mennesker og larm end i Barcelona, ha. Lørdag tog jeg derfor min søster under armen og tog med nogle venner dertil - det var en god dag:








Som billederne så diskret afslører, var det også fremragende sommervejr. Min søster har fået fuld valuta for feriepengene, og jeg nød også at kunne lufte sommertøjet. Kjolen var bare et pænt(,) dårligt valg, da den ikke er spor blæsesikker. Sådan overhovedet. På den måde, at den blæser helt op til taljen. Vil gerne undskylde til alle, der måtte have været vidne til det, ahæm. 

 

Og nå ja, så kendte en fra gruppen da lige en, der holdt terassefest. Det var en okay lørdag!

torsdag den 9. oktober 2014

Andorra: ✔

I weekenden havde jeg besøg hjemmefra, og vi bestemte os hurtigt for at tilbringe weekenden ude af byen. Barcelona er herlig og alt det der, men af og til har man(/jeg?) bare brug for lidt RO og at kigge på noget pæn natur. Så vi lejede en lille bil og satte kursen mod Andorra - så kan det land ligesom også krydses af på listen over besøgte lande, ikke? Ha.



Køreturen i sig selv var en oplevelse - jeg undgik at blive køresyg, vi kørte ikke af en skrænt og udsigten var også okay. Vi ankom til Andorra, farede vild i byen og jeg slog mig lidt løs i en tax free-butik - Andorra er lidt Spaniens svar på Tyskland, så min indre teenager slog sig løs, og købte alt, der ikke var øl.
Vi fandt vores lejlighed, smed kufferten af, og drog ud for at opleve:








Det var pænt. Og dagen efter var endnu pænere, så jeg GLÆDER mig til at dele billederne derfra. Men nu må jeg hellere se at få ryddet lidt(/meget O.o ) op på mit værelse, for i morgen(!) kommer min søster. Yay!

onsdag den 8. oktober 2014

Danske forsyninger



En af de helt store fordele ved at få besøg i torsdag, var det danske læs, der fulgte med, ha. Mine to kufferter var ikke helt nok til at fylde min spanske garderobe op, så jeg havde selvfølgelig sørget for at lægge en masse til side, som den førstankomne kunne få lov at slæbe med. Blev måske en smule overrasket over, hvor meget det egentlig var, jeg mente, jeg havde brug for, men jeg skal nok få det brugt, ikke? Har da savnet alt mit (grønne) tøj, ha! Og fantastisk brød fra Lagkagehuset (valnøddebrød ♥), remoooo (♥♥♥♥♥♥♥), og vilde mængder af tørshampoo. Behøver aldrig at vaske mit hår igen, jo!
Og på fredag(!!!) kommer verdens sødeste lillesøster. Og hun har anden del af forsyningerne med, så snart er jeg en veludstyret udlandsdansker med torskerogn, mere remoulade, knækbrøds- og rugbrødsblandinger. Wuhuuu! For slet ikke at tale om godt, dansk selskab. Iiih! Det her Barcelona-liv er ikke helt skidt, når man kan få det bedste af begge verdener (...og heller ikke sådan generelt, men remo og mintgrønt tøj gør bare alt lidt bedre, hvad?).

Weekenden i Pyrenæerne var forresten pænt fantastisk - jeg arbejder på at få fikset billeder og indlæg, men indtil da er der lidt smagsprøver på min Instagram - StineKA90. 


(Jeg beklager forresten billedkvaliteten - det er Blogger, der forvansker billederne, når man smider dem direkte ind, og jeg orker ikke lige at fikse det. Undskyld. Måske når jeg engang ikke arbejder 9-18, ikke?)

torsdag den 2. oktober 2014

Pyntede mikrobølger


Det er begrænset med pladsen her i lejligheden, så jeg har min mikrobølgeovn stående på mit værelse. Og hallo, se da lige, hvor godt den blender ind, ha.
Æskerne har jeg slæbt med hele vejen fra Sønderborgs Søstrene Grene, blomsten er et USB-stik, og så har jeg været så heldig at vinde den flotte, flotte tegning fra Snirkelværket ved Anne og Kit. Og i dag har jeg endda fået ryddet op på værelset, så her er så hyggeligt, så hyggeligt!

Postbudet gjorde ellers sit bedste for at spolere tegningen:


Så ved man ligesom, at man er i Spanien, ikke? Heldigvis lykkedes det mig at få vristet den ud uden alt for stor skade, og inden andre fandt på at hugge den. Succes!