tirsdag den 30. november 2010

Katten i sækken


Er det en and? Er det slik? Nej - det er gummistøvler! Og det er da også helt tydeligt at se, ikke? Kvickly ved bare lige hvordan de skal få solgt deres ting ;)
Men det gør nu ikke mig noget, forhåbentlig bliver de sat ned. Og så siger jeg haps haps, og mine fødder siger dejligt dejligt tørre tørre - be om, søde Kvickly (:

I dag har min far fødselsdag, så vi hygger rigtig hjemme ved min familie. Om lidt kommer den mad, vi har bestilt (niks, vi trodser ikke vejret for at tage ud, herhjemme har vi også dejlig Pepsi Max), så vi skal smovse - igen. Så gør det næsten ikke noget, at det ikke er en selv, der har fødselsdag ;)

mandag den 29. november 2010

De kaldte dem luffer

...men det er vist en sandhed med modifikationer. Mine stakkels frysende hænder havde jo klikket sig frem til disse luffer og sendt min søde mor til Kolding Storcenter efter dem (ses her).
Beskrivelsen på nettet lyder perfekt: 'Luffer med varm HyperLoft-isolering og blødt trikotfor. Damestørrelser' (se selv her) = helt almindelige, varme luffer. Men hvad sker der så, da jeg putter mine glade hænder i lufferne? Stadium har proppet handsker indeni!! Altså. Men til 120 kr (hurra for medlemstilbud) er de nu meget fine. Og deeeejligt varme! Så de er nu alligevel et velkomment medlem af familien Vinteroutfit.

Og så er byens skøjtebane forresten åbnet :) Jeg har desværre ikke haft tid endnu, men skal nok nå at få den afprøvet inden for de næste 2 uger (man skal have en realistisk tidsplan, ikke). Imens kan jeg jo nyde billederne fra tidligere skøjteår:

Natasia og mig på glatis ;)

søndag den 28. november 2010

Julefrokost #3, udbyttet

I går aftes var jeg til årets tredje julefrokost, og denne gang var det med min klasse. Hyggelig fest, og bedst af alt (eller altså, måske ikke helt så...) gaverne!:

Først var jeg den heldige vinder af mandelgaven (eller hasselnøddegaven, som det blev til) : Tre Knoppers! Uhm, lige noget for mig.

Senere spillede vi pakkespil - uden børneregler. Så jeg endte op med kun en pakke (snesprayen), dog heldigere end dem der slet ikke fik noget ;) Men men, jeg har jo ikke gået på handelsskolen i 3 år for ingenting, så inden aftenen var omme, havde jeg også erobreret en pose slikkepinde, et IQ-spil og verdens sødeste sprælle-rensdyr -hvorfor stjæle slik fra små børn, når man kan nuppe rensdyr fra fulde? ;) Ellers ville det lille pus da bare være blevet efterladt i et koldt hus i Felsted. Det kunne vi jo ikke have, vel?

Nå, men det var de der lektier, jeg kom fra. Jeg håber, at I også har haft en god weekend (:

Julekommoden

I dag er det jo første søndag i advent, og så er jule-propagandaen endelig fuldt ud tilladt - ikke at det har stoppet mig før ;)

På mit ene arbejde, det lokale apotek, bliver der hvert år pyntet op med den fineste kommode fyldt med lækkerier, sæber og søde pilleæsker (som jeg selvfølgelig har glemt at tage et billede af...). Når først kommoden kommer op, kan man ikke andet end at komme i julestemning:

Tidligere var det mig, der pakkede sæber og kandispinde i massevis, men i år har jeg bare kunne nyde synet af det færdige reultat. Så hyggeligt!

Sådan en kunne jeg også godt tænke mig herhjemme. Gerne med indhold ;)

Nu må jeg hellere komme igang med dagens fornuftige program, jeg har stadig ikke fået lært mine lektier at lave sig selv. Men hvis jeg sætter lidt fut på, bliver der også tid til at julehygge lidt! (:

lørdag den 27. november 2010

Mumi-jul :D

Ellos har fået en ny kæmpefan! For ikke at forvirre for meget, starter vi bare helt fra begyndelsen af: I går holdt vi hyggelig familiejulefrokost, og min moster + familie sov ved os. Og de havde det fineste julesengetøj:

Må ha'!, tænkte julenissen Stine, og efter et hurtig forhør klikkede jeg mig ind på Ellos' hjemmeside. Og mindsanten om man ikke kunne få det flotte sengetøj til dobbeltdyne og overkommelig pris :D Haps.
Når man nu alligevel skal betale porto, kan man jo altid tjekke, om man skal have noget mere med (det er jo bare sund fornuft, ikke). Og så fandt jeg noget helt og aldeles endnu mere super vidunderligt:

EN MUMIJULEKALENDER!!! Skriiiig, hviiin og iiiih og ååååh så nuttet! Hvad skal man med chokolade, når man kan få en lille Mumi-figur hver dag op til jul? Nemlig :D Og heldige mig, min søde kæreste betaler både sengetøj og kalender (ja altså det ved han ikke endnu, men det kommer han til).

Sengetøjet står til 249,- (149,- for enkelt) og kalenderen 149,-. Men søde rare Ellos kører med velkomst- og juletilbud på 40%, så sengetøjet kostede kun 150,-(!!!). NU kan det rigtig blive jul! (:

fredag den 26. november 2010

For 10 kr

... kan man få mange fine ting. Da jeg skulle købe gaver til flere omgange af pakkeleg, røg der en del ekstra med i kurven - julen er jo gavernes fest, ikke? ;)


I H&M var denne fine buksedragt sat ned til 10 kr (10 kr!), og i Tiger havde de fin fin sløjfe til samme pris. Jeg skal nok ikke have ovenstående kombination på til julefrokost i aften, men sløjfen har en god chance for at komme med. Nå, nu er det vist også tid til påklædning og gaveindpakning (og lektier. Ups.) (:

torsdag den 25. november 2010

Psst, vintertip til frossenpinde

Vi har vel alle hørt om de isolerende skiunderbukser, der er lifesavers (åh ja, vi bliver så internationale), når ens ben begynder at protestere over vinteren. Men mit trick er løbetights! I Bilka har jeg nemlig købt de dejligste vinter-løbetights, der har en 'opkradset inderside'. Med andre ord er de suuuper bløde og suuuper dejlige - ren win win! Og det er endda lykkedes mig at presse dem ind under mine tætsiddende leggings, så de kan bruges sammen med alt mit normale tøj. De er helt klart årets opfindelse! (det år de blev opfundet, selvfølgelig) Som det ses af ovenstående reklame (som er taget direkte fra Bilkas reklameavis, selvfølgelig), fås de til 169,-. Meeen det er jo Bilka, så de ses ofte på tilbud.

Nu kan vinteren bare komme an!

Og man kan sikkert også købe dem andre steder end i Bilka

onsdag den 24. november 2010

Jule-cola

I dag er der jo kun en måned (en måned!!!) til jul, og det skal da fejres. Ikke med en juleøl, men med en jule-cola, he he (eller ho ho ;) ).
Resten af aftenen vil jeg hygge mig med en god slat lektier, og prøve på at finde på nogle ønsker. Hmm (:

tirsdag den 23. november 2010

Smuler fra de riges bord

Flødekartofler, salat, oksesteg, pastasalat, speltbrød og makron-muffins -
MUMS MUMS MUMS! :D

Uhm! Vi fik rigtig lækker mad til fødsesldag i går, og de fattige studerende fik sågar lov at få nogle rester med hjem. Jeg må desværre vente med at nyde det til i morgen (bortset fra lidt pastasalat om lidt, he he), da hverken mig eller min bedre halvdel er hjemme til aftensmad i dag. Men kagen var guld værd, da jeg kom træt hjem fra skole i dag - mums. Så mange tak til sød familie! (:

Nu må jeg hellere gøre mig klar til næste arbejde, men åh hvor er jeg træt. Det hjælper heldigvis på det, når jeg først er derude. Og tanken om de rare penge hjælper endnu mere ;)

mandag den 22. november 2010

40 års fødselsdag på en mandag

Så er jeg smuttet til 40 års fødsesldag i Rødekro. Det er mørkt udenfor og koldt i vores soveværelse, så jeg hoppede lige i noget behageligt (undskyld kjoler!).


Ja den bluse burde nok have været strøget, host. Men se da lige, hvordan øreringene og armbåndet matcher med neglene ;) Nå, nu må jeg hellere få pakket lidt frilæsning (ala marketinglektier...), så jeg er klar til at blive hentet (jeps, forudindstillet indlæg, man må jo have lidt fordeling over dagen med sine indlæg) (:

Buh til Sally

I går viste jeg stolt mine flotte negle. For bekvemmeligehedens skyld havde jeg overtrukket dem med min Sally Hansen 'Beyond Perfect Speed Shine 10-Day Top Coat'.
Og nej. Nu er det ikke fordi jeg er så naiv, at jeg tror, den rent faktisk holder i 10 dage. Men den første dag er vel ikke for meget forlangt?! Jeg lagde det lørdag aften, og allerede søndag begyndte det at skalle. Og resultatet i dag:


Suk suk. Jeg har dog repareret skaderne lidt, så jeg trods alt kan være bekendt at have det på i aften til fødselsdag.

Nu står resten af eftermiddagen på lektier, men hvis jeg finder noget pænt at tage på til i aften, skal I da ikke snydes for et indlæg, hæ hæ ;) Hav en god mandag (:

søndag den 21. november 2010

Når man alligevel læser lektier...

Mens jeg, den flittige elev, sad og læste lektier (lørdag aften, suk, og så endda erhvervsret), kom jeg i tanke om, at det var da det perfekte tidspunkt at lægge neglelak! Lige bruge et kvarter på det, og så kunne det få lov at tørre helt, mens jeg alligevel bare sad stille og læste. Smart, hva'? ;)
Hurtigt scannede jeg min lille (*host*) samling, og valgte denne lak:

Sikke dog et flot og tydeligt billede. Men her resultatet:

Tada, flotte lilla glimmer negle :D Jeg synes i hvert fald det er en pæn farve, og så matcher det utroligt godt til mit afslappede søndagsoutfit (nogen ville måske kalde det nattøj, men hip som hap...). Men i morgen kan neglene i hvert fald blive luftet i offentligheden, når jeg skal til 40-års fødselsdag - jeg håber på god mad ;)

Ellers har jeg sådan en hyggelig søndag, der står på lektier, lektier og lidt flere lektier. Men hvis det går godt, håber jeg på at kunne nå enten en lille bagesession eller en gå-tur. Så jeg må hellere komme i sving nu. Hav en god søndag! (:

lørdag den 20. november 2010

Fri fragt. Ved afhentning...

Sidste år havde jeg et lille uheld med mine ellers højt elskede ski-luffer:

Snøft. Heldigvis har jeg kunne låne min søde søsters luffer, men tœnk sig, hun vil have dem tilbage, når det begynder at blive rigtig koldt. Tsk. Det er da ikke specielt meget søskendekœrlighed, vel?
Men nu har jeg endelig fundet nogle helt perfekte luffer :D :

Tada! Jeg kiggede ved Stadium, og minsandten om de ikke havde ovenstående pragteksempler til kun 149,-! Jeg klikkede dem i kurven, og blev meget glad, da der stod fri fragt, yes! Da jeg klikkede videre, viste det sig så, at det var ved afhentning - det forventer jeg sjovt nok heller ikke at skulle betale for ;)
Senere klikker jeg ind igen, og nu er der ren faktisk fri julefragt, og jeg prøver igen - men så er der minimumskøb på 250,-, altså! Heldigvis smutter min mor til Kolding Storcenter på torsdag, så hun får da lige en lille huskeseddel med (eller mig? Be om :D ). Og fordi jeg meldte mig ind i Stadiums klub, får jeg 20% på dem. Mine hœnder glœder sig! (:

(Og ja, jeg går ret meget op i hverken at fryse eller ruinere mig selv - hurra for Stadium og billige luffer)

Newlook.com - haps haps

I London, var jeg inde i adskillige, herlige New Look-butikker. Og mindsandten om de ikke har en webshop, så jeg også herhjemme fra Danmark kan fortsætte hapserierne. Portoen er lidt småpebret, hvis man er alene om det (ca. 50,-), men hvis man allierer sig med to andre, er den hurtigt nede i et anstændigt niveau ;) Så her er, hvad den rare pakkemand kom med i går:

Næh, lige hvad jeg stod og manglede! :D
- Sådan et par luffer har jeg ledt efter længe, og de er virkelig dejlig varme og bløde. Selvom der var lidt start-fnuller, men det kan jeg jo bare bruge til et nisselandskab ;)
- Jeg havde rent faktisk ikke et helt almindeligt bælte, så til den pris ville det være smart at sige ja ;) Det er bare aaalt for stort, men ikke noget en tang ikke kan klare.
- En stor perlehalskæde har jeg også ledt længe efter, og haps, her var den jo.
- Og pusserne... Årh (: Og så lader jeg lige billederne tale for sig selv:
Jeps, sådan går det, når man elsker sine ting til døde. Selvom vi bor på 4. sal, siver der ikke noget varme op til stakkels os, så jeg har pusser på 11 ud af årets 12 måneder (sådan næsten da ;) ). Og de her pusser var da slet ikke til at stå for :D Så nu har jeg dejligt varme, fine fødder.

Med hensyn til levering gik det pænt hurtigt, når man tænker på, at det kommer fra England. Jeg bestilte mandag, og fredag var jeg forenet med mine varer, så det er bare super. God anbefaling herfra! (:

fredag den 19. november 2010

I vinterhi



Hvis bare man var den cykel... Den ligger sikkert dejlig blødt og slapper af. Men jeg skal heller ikke klage (endnu), jeg har (måske) fri fra arbejde lørdag. Men weekend er det da! (:

(og til den betænksomme læser, vil jeg lige sige, at cyklen har ligget der omkring en uge, så hvis den blev rejst op, ville den sikkert bare vælte igen)

torsdag den 18. november 2010

Galla

Selvom jeg er glad for at være færdig med gymnasiet, er der nu alligevel en ting, der ville være dejligt: Galla! For der er så mange pæne kjoler i verden, som bare ikke rigtig passer til de arrangementer, jeg skal til. Suk. Men hvis jeg nu skulle til en rigtig fin fest, har jeg fundet en perfekt kjole:

Ah, man kan jo næsten ikke se, at det er lavet i paint ;)

Savle savle. Så flot og elegant, den ville helt sikkert klæde mig, ikke? (: Den koster ca. 445 kr. inklusiv porto her, hvilket jo ikke er uoverkommeligt. Men, men, men alt for meget for noget jeg nok ikke kommer til at bruge. En eller anden, inviter mig til en stor fest (eller forær mig kjolen) :D Tak.

onsdag den 17. november 2010

Sur velour

Se min kjole, den er brun som...*censur*...

Som altid kunne jeg ikke stå for fristelserne, da jeg var ude at handle. Men 3 meter velour til 25 kr., det er da vist en okay pris - det koster 100,- pr. meter i stof2000 ;) Velkommen til projekt DIY-velour kjole.

Men hvad opdager jeg så, da jeg kommer hjem?! Det er *beeeeeep* ikke sort, men (ad!) brunt (ad!). Jeg tjekkede flere gange i Rema, at stoffet nu også var sort. Da jeg så stod i min cykelkælder, var det en slags lilla, det kunne såmænd godt gå an. Det skarpe lys i lejligheden afslørede så den virkelige farve. Suk. Bytter de mon i Rema1000? Eller bør jeg overveje min modvilje mod det brune - det kunne jo måske blive pænt. Måske...

Jul med Lambi

Nu har jeg jo allerede flere gange luftet min kærlighed for Lambi (f.eks. her og her), og hvad er så mere oplagt end sæsonens Lambi items? For dem er der selvfølgelig masser af (okay, i hvert fald et par stykker ;) ). Se selv:

Nuttet jule-Lambi-bamse endda med tilhørende gave (der nok mest er til pynt, men alligevel). Denne nuttede gaveide (til mig mig mig!!! :D Eller altså... måske er et Lambi-lam nok. Suk) kan erhverves for den nette sum af 12 Lambikoder her, men der er kun 196 stk. tilbage. Gips.

Og nu tænker du måske, næh ih åh hvor fin, men jeg har ingen Lambikoder - hvordan skal mit liv så blive fuldendt? Ö Og bare rolig, selvfølgelig har jeg da også en super løsning på det:

Ta da, Lambi-jule-husholdningspapir på tilbud! Det er jo selvølgelig ikke sikkert Rema 1000 har noget tilbage nu, men jeg tror da lige jeg skal ind og prøve lykken alligevel (: Åh, det bliver så julet og Lambi'et hjemme ved mig :D He he - eller, ho ho ;D

tirsdag den 16. november 2010

Tidlig julegave

Jeg var inde og lure på Bittens blog og så, at coolstuff.dk søgte bloggere til test af julegaver - ja tak, sagde jeg, og klik klik, så havde jeg også ansøgt (gør det selv her, men skynd dig, det er sidste chance i dag Ö) (:

Og hvad er det så, man kan teste? Jamen det er da masser af cool stuff (hø hø ;) ). Her er nogle eksempler:

En kageform som et stadium, så får kæresten i hvert fald en god fødselsdag! Til 59,- her.


Kunstig sne, som åbenbart holder i ugevis, kan genbruges og ikke behøver kulde - det kan da kun være sjovt. Til 29,- for en lille pose her.

Og hvis man nu havde en masse penge, der skulle brændes af, og en Rubiks kube-besat veninde (jeg nævner ingen navne...), så fås dette vidunder også:



Til den nette sum af 800 kroner(!!!) Men så er den også med touch, enhver Rubiks fans drøm, går jeg ud fra.

Og så, produktet jeg altid har ledt efter:
En varmedragt! Lige noget for sådan en frossenpind som mig, der altid savner sin lune dyne. Men til 859 (for den billigste!) dækker mit lille gavekort ikke helt... Men jeg finder nemt noget andet, og vender frygteligt tilbage med en anmeldelse (:


Hvis du er blevet inspireret, er her nogle af de forskellige kategorier:
Billig julegave (fra den studerende), Julegave til far (som aldrig ønsker sig noget), julepynt (som man aldrig kan få nok af) og sjove julegaver (perfekte til pakkeleg).

mandag den 15. november 2010

Praktisk vs. pæn?

Ha, trickspørgsmål! For man kan da sagtens være begge dele (: Det handler bare om lidt planlægning, og så den ikke-synlige lag-på-lag-taktik. I dag trodsede jeg nemlig de 6 grader, og tog kjole på - og uden at fryse (mere end sædvanligt i hvert fald). Her er min strategi:

Flot billede, hvor jeg tilsyneladende både er faldet i søvn og har mistet en arm...

Shortsene er nu også mere af anstændighedsbehov, da kjolen er rimelig kort, hvis man laver andet end at sidde ned. Og så havde jeg sådan set også en strik over noget af tiden, he.
Men nu burde jeg faktisk være i fuld gang med at gøre mig klar til arbejde, så det bliver det for denne gang. Hav en god mandag! (:

søndag den 14. november 2010

Sæt venligst sirenen til...

Kender I det, når man kører over for grønt og er ved at blive torpederet af en ambulance?! Når man har grønt lys, regner man jo ikke lige med, at der kommer et lydløst udrykningskøretøj susende fra siden af. Ej, det var heldigvis ikke helt tæt på noget sammenstød, men en lidt brat opbremsning blev det da til.

Nå, men det er slet ikke det, det her indlæg skal handle om. Bilkas julefrokost er også mere spændende at fortælle om :D Det var en herlig fest, der blev holdt i en KÆMPE lagerhal. Ulempen ved det var bare, at der kun var to toiletter, æhe - ikke godt for en, med verdens mindste blære ;) Men udover at stå i kø til toilettet hyggede jeg mig med mine søde kollegaer og blamerede mig kun lidt på dansegulvet ;)

Min påklædning var det samme som sidste weekend, dog med tilføjelse af en julerød cardigan - det var jo trods alt julefrokost ;) Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde tilføjet mere rødt til mit outfit:

Flot... ;) Jeg synes nok, jeg havde noget siddende under min sko, men at det ligefrem var en hel kapsel, havde jeg nu allligevel ikke regnet med, he.

lørdag den 13. november 2010

Årets første julefrokost

...er det i aften for mit vedkommende. Det er med selve Bilka, og hvordan kommer man bedst i form til det? Jo man tager da lige en 11,5 times vagt, så er man dejlig frisk og har masser af tid til at gøre sig pæn (ligesom sidste weekend...) ;) Jeg er dog sikker på at det nok skal blive hyggeligt alligevel (Be om... Ellers tager jeg bare hjem klokken 9 og SOVER! Ahhhh )

Så julepæn satser jeg på at blive:
Brunkage-kreation fra sidste år og det er helt tilfældigt at der står HM på armen ;)

fredag den 12. november 2010

Til ondt i halsen og småopbevaring

Se en fin lille dåse jeg har hapset (: Den fås når man køber en pakke Strepsils (eller kender de rigtige mennesker ;) ).
Den er rigtig praktisk til opbevaring af små ting i en stor taske. Og hvis jeg havde haft lidt mere tid i morges, kunne jeg også have puttet nogle brunkager i til skolen ;)

Og nu skrev jeg jo igår om mine 'regnvejrsegnede' sko... Og hvad sker der så i dag?! Der er vand overalt på vejene og alle andre steder udenfor, så nu sidder jeg altså i småvåde sko. Suk. Men pæne er de nu stadig.

torsdag den 11. november 2010

Bestået, det må fejres!

Så var det i dag, den famøse hygiejneprøve skulle afholdes. Efter at have brugt hele eftermiddagen på at terpe, brugte jeg 10-12 minutter på prøven - og så var den hjemme - jubiii :D Det skulle selvfølgelig fejres, så jeg hapsede hurtigt en Cocio (på tilbud til 9,5,- ;) )

Uhm, kan I næsten smage den? :p

Men så var det, det skete... Jeg kom til at gå ind i non-food-afdelingen Ö Og lige pludselig havde jeg købt et par støvler (til...). Ups. Som om jeg ikke havde rigeligt i forvejen - men de er da pæææne (: Sat ned til 100,-, med en god hverdagshæl og regnvejrsegnede, så er de godkendte. Af mig i hvert fald, må hellere lade være med at vise dem til min kæreste. Eller prøve at bilde ham ind, at de er gamle ;)

Billede taget i smug, bemærk lige hvordan støvlen stadig er fastgjort med elastiksnor til makkeren i posen, hø hø ;)

Nå, nu er det vist også på tide at komme igang med min statistik-aflevering - jeg bliver så klog, så klog ;)

onsdag den 10. november 2010

Husk rene fødder!

...for i aften skal der gå's på bordet, hø hø ;) (ej, hvorfor er der ikke andre, der griner?!)
Vi skal have and! :D (tror jeg...)

Jeg er så heldig at have nasset mig ind i en svigerfamilie, der følger den dejlige Mortens Aftens tradition, så i aften skal der fjerkræ og alt, hvad der hører til på bordet (ikke mit eget, heldigvis ;) ). Jeg burde nok blive hjemme og lave lektier, meeen nu har jeg jo sagt ja ;)
Håber I andre også får en god aften, om det så er med Morten eller ej ;)

Tålmodighed er en dyd

... i hvert fald når man er en fattig, nærig studerende. For hvad sker der, når tøjet har hængt og set pænt ud i noget tid? Så bliver det sat ned, og jeg siger haps:


Næh, sikke en fin strik fra Vero Moda (: En frossenpind som mig kan aldrig få for meget varmt tøj, specielt ikke når det er så flot som den her :) Og den er faktisk næsten gratis (*host*), da jeg i stedet for har slettet en strik fra min H&Mbestilling - ellers ville den have kostet 100 kr. ;)

Med flotte pusser og både blogger- og blotter-position

Endelig! Sådan en pelsvest manglede jeg rent faktisk i min garderobe. Nu har jeg ikke afprøvet den helt endnu, men forestiller mig, at den er dejlig dejlig varm (og samtidig skjuler maven ;) ). Og så med sådan et flot for - altså kan man andet end at falde i svime? Sat ned til 100 kr., jeg siger tak til Kvickly <'3

tirsdag den 9. november 2010

Resten af H&M-pakken

Jeg nævnte tidligere, at jeg havde modtaget en lille pakke fra H&M. Og den fine Garden Collection-kjole var heldigvis ikke alene:

Så er der kjoler for alle pengene - som heldigvis ikke var særlig mange ;) Den øverste er bare så fin og en perfekt, praktisk hverdagskjole. Nummer 2 har jeg kigget på i lang tid, og til 40 kr. kunne jeg ikke lade den være længere. Den er dog lidt lille i størrelsen, maven skal lige suges ind, når lynlåsen skal lynes ;) Den sidste behøver vist ikke videre introduktion, andet en wauw, he he ;) Eller, H&M kunne nu godt have puttet lidt mere længde på, tsk.

Og hvis du nu tænker, er hun virkelig så ufornuftig at hun kun køber kjoler?!, så vil jeg bare lige sige:
Ha! Jeg købte skam også en praktisk langærmet t-shirt (til 40 kr ;) ) (Og så snakker vi ikke om den kjole, der i mellemtiden er puttet i kurven ved H&M, *host*)
Men som nævnt er de der billig-bluser er faktisk ret gode, lidt pynt og løs med plads til maven. Så jeg overvejer, bare sådan lidt ikke, at købe en mere til samlingen. Men hvilken farve?:

Hmm hmm. Det skal ikke være den lyserøde i hvert fald ;) Så er der 2 tilbage. Jeg er bange for, at den hvide måske ser for nattøjsagtigt ud? Men på den anden side er den fiiin :p Armygrøn er tilgengæld mere praktisk, men jeg er ikke helt sikker på, at det lige er min farve. Suk, så mange svære valg ;)

Nå, nu må jeg tilbage til den virkelige verden og på arbejde, hav en god tirsdag ;)

mandag den 8. november 2010

Kage! :D


I går eftermiddags var jeg til familiefødselsdag, og man skulle tro, det var os, der havde fødselsdag, sådan som vi blev forkælet. Der var hele 7 (SYV!) forskellige slags kager: Makronmuffins, brunsviger, drømmekage, havregryns'småkager', chokoladekage, roulade (hjemmelavet ;) ) og øh, den sidste kan jeg ikke lige huske, he. Men lækkert var det, og jeg var godt mæt bagefter :p
Og så var det næsten endnu bedre at komme hjem fra skole i dag til en dejlig makronmuffin. Uhm, dem skal jeg altså snart lave selv! (:

søndag den 7. november 2010

Verdens sødeste lillesøster

...er da vist hende her:

Er der noget bedre, end at komme hjem fra en 11,5 timers vagt med udsigt til fest 1½ time senere med tilhørende tøjkrise, og så er yndlingskjolen der bare pludselig? :D

Jeg havde bestilt nedenstående vidunder ved H&M og havde ivrigt fulgt med i dens færden via Track&Trace. Men ak og ve, jeg kunne se, at pakkebrevet ankom lørdag, og med arbejde hele dagen havde jeg ikke mulighed for at hente den - og tænk da lige, hvis jeg skulle vente helt til mandag! I stedet er jeg så heldig, at jeg har en lillesøster, der hentede den for mig - og endda bragte den helt hen til min lejlighed, så jeg kunne nå at have den på samme aften :D Så mange mange tak til hende :*

Jeg ved bare lige, hvordan jeg skal vise min kærlighed ;)

Og som den opmærksomme læser nok har spottet, er kjolen endnu en del af min samling fra The Garden Collection. Jeg har haft et godt øje til den i rigtig (rigtig!) lang tid, og fik tilsidst overbevist mig selv om, at jeg ikke kunne leve uden. Den stod til 179,- på H&Ms online udsalg, og det er jo ikke galt for noget så flot. Jeg har allerede haft den på 2 gange, og har masser af fester at se frem til i den snarlige fremtid, så den er det hele værd - selvfølgelig ;)

lørdag den 6. november 2010

Dagens citat

"De er skridsikre - man er sikker på at skride!"

Åh, ja er det ikke herligt at føle sig tryg på sit arbejde? Men det er vel også en måde at få fri på ;)

I mangel af bedre (/tid og energi...) får I 'dagens citat', for et indlæg skal I da ikke snydes for selvom jeg har ret travlt ;) Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og klokken 8 skulle jeg gerne være pæn og mæt ude af døren igen - men hvad skal jeg have på?! Nå, hav en god lørdag aften :D

fredag den 5. november 2010

God hygiejne?

Jeps, det er hvad jeg snart (forhåbentligt...) får ;) Og er der noget bedre, end at bruge sin fredag aften på mikroorganismer og temperaturregler? En fredag aften der forresten slutter tidligt, når man skal arbejde fra klokken 7 af lørdag morgen - jeg lever bare det vilde liv ;)

Ej, det er ikke for at klage, glæder mig bare, til jeg igen kan bestemme over min tid. Apropos det, så er Operation Juleferie godt igang. I december har jeg nemlig forhandler mig til kun tre Bilka-vagter, så der skal julehygges for alle pengene :p

Og så lige en reminder: Frisklagte æg indeholder sjældent bakterier i selve ægget, men eftersom ægget kommer ud af enden på hønen, er der rigtig mange mikroorganismer udenpå skallen. Åh ja, de ved bare lige, hvordan de skal sige det ;)

torsdag den 4. november 2010

Endnu en pakke fra H & M

Jeg har vist et afhængighedsforhold med H&M - men det er jo bare så billigt, fint og brugbart, så hvorfor lade være ;) I tirsdag trodsede jeg derfor regnvejret og hentede denne dejlige pakke på posthuset:


Nej, jeg har ikke taget billeder af tingene, men nuppet dem fra H&M. Som det tydeligt ses, er den grå firkant en tubekjole og bæltet er sort - dovenskaben længe leve ;)

H&M havde dog været så onde at udsælge min fine cardigan, æv! Den havde jeg ellers glædet mig til at få, da jeg allerede har den i grå, og den er bare sååå dejlig. Men så kan jeg i stedet glæde mig over de andre ting, 212 kr. for for 7 ting er vist også okay for min SU ;)

H&M's 40 kroners tilbud (de to øverste) er i overraskende god kvalitet (så derfor har jeg også begge i 2 farver nu, he he). Guldleggingsene er bare dejlige, de glitrer ;) Tubekjolen derimod er pænt dårlig kvalitet, men med et par sikkerhedsnåle skal det nok fungere. Det kan jo alligevel ikke betale sig at sende den tilbage. Nu glæder jeg mig bare til den næste pakke kommer (snart, he he) ;)

onsdag den 3. november 2010

Gratis mad


... hører til blandt de bedste glæder ;) Vi er så heldige at være forsynet med flere familiemedlemmer, der har bugnende æbletræer. Og efter deres donation, lidt skrælning, skæring, kogning og røring er der dejlig æblegrød klar. Uhm. Vi har allerede fået fyldt godt op i fryseren, men siger aldrig nej til mere. Så nu må jeg hellere gå ud i køkkenet og hjælpe lidt til (æv ;) ).


Jeps, sådan ser resterne ud, lækker lækker ;)

tirsdag den 2. november 2010

Jul i Tivoli


For 2 år siden i jule-Tivoli - det var koldt!!!

Jeg lagde lige mærke til, at mine 3 sidste indlæg alle har omhandlet julen. Ikke helt optimalt, når vi trods alt kun er i starten af november. Men men... det stopper mig nu alligevel ikke for at poste dette også jule-relaterede indlæg, he he ;)
I dag har jeg nemlig været så heldig at hapse en Jul-i-Tivoli-tur til billig penge. Det er min kære arbejdsplads Bilka, der har sørget for et godt tilbud for os medarbejdere. Med transport, entre og turpas for både mig og min bedre halvdel, kom jeg kun af med 550,-. Til sammenligning, kan jeg informere at normalpris på alene entre og turpas ville have kostet 300 kr. pr. mand - så det er billigt billigt ;) Nu glæder jeg mig bare til d. 11 december, og forbereder mig på at tage masser af varmt tøj på ;)