lørdag den 21. januar 2017

I 2017...


Jeg kan egentlig godt lide nytårsforsætter. Ikke så meget på en 'New year, new me'-måde, men mere på en realitets-tjek-måde, så man lige kan justere lidt på ens liv, hvis man synes, det er galt nok.

Jeg synes egentlig, at jeg går og har det ok, og har justeret el del af mine vaner til det bedre efter mine prioriteter. Andre ville sikkert ikke være tilfredse med frekvensen af min støvsugning eller gide konsekvent at tage natbussen hjem (...altså bare om natten, ved behov, i stedet for taxi, ikke 😉  #nærigtype), men sådan vælger vi jo alle vores kampe.

Hermed præsenterer jeg derfor mine intentioner for vores nye år!

I 2017...
  • Vil jeg fortsætte den gode rejsestime, og meget gerne lige nuppe et nyt kontinent og et par nye lande i Europa. 
  • Den er der hvert år; men blogging. Sidste år var pænt sløj, og det vil jeg gerne gøre noget ved, men jeg skal også lige have fundet tiden/hjerneaktiviteten. Det kommer tilbage på prioritetslisten, men jeg vil ikke sætte et specifikt antal på. Det kan jo være, jeg overrasker positivt (*host*)
  • Hvis vi bliver i det kreative hjørne, så vil jeg have sorteret og redigeret billeder fra den store USA-Canada-tur i sommer, og have dem fremkaldt på den ene eller anden måde. Skal!
  • Skal jeg tilbage til fordoms evner i svømning, så min krop igen kan blive stærk (...og jeg kan passe det af mit tøj, der sidder liiige lidt stramt pt., ha)
  • Og mere ski! Jeg bor 2,5 time med bus fra de nærmeste snefyldte bjerge, men sidste år lykkedes det mig kun at komme afsted én weekend. Trist. 
  • Skal jeg lige finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Sådan på den korte bane, altså. Barcelona er smadderrar, men karrieremæssigt er der ikke så mange muligheder.
  • Når jeg handler, har jeg en tendens til impulskøb. Som regel af den mindre sunde og mere dyre slags. Det får vi lige begrænset, ikke?
  • I Spanien sker ting ikke rigtigt af sig selv, så jeg skal være bedre til selv at tage initiativ til at få ting til at ske/planlægge. Skiture, vandreture, you name it. Afsted, afsted!
  • Fordi zombie-mode bare ikke er så praktisk, når man forsøger at gøre et nogenlunde stykke anstændigt arbejde, skal jeg virkelig tage mig sammen med sengetider. 7,5-8 timer, blev der sagt!
  • Flere Skype-aftaler! Bare fordi Barcelona er en 2,5 timers flyvetur væk, betyder det jo ikke, at man forsvinder fra civilisationen og er skrumpet ind til en omgang Messenger- og WhatsApp-beskeder. Vel, Stine. Nej, Stine.
  • Mere velovervejet shopping - yes, helt klart en genganger, der altid har det lidt svært med at blive overholdt, haaa. Men efter at være flyttet til mit helt eget sted (❤) i forhold til at bo på et billigt værelse før, er der rundt regnet 300 euro mindre at gøre godt for om måneden. Og selvom pænt tøj er rart og sådan, vil jeg nok alligevel hellere lidt rundt i verden. 
Jeg tjekker ind igen om et år med en status 😉

lørdag den 7. januar 2017

Tre uger i Sønderborg


17. december fløj jeg fra sydens sol til nordens rare indeklima uden helt at vide, hvornår jeg skulle hjem igen. Nytår i Barcelona eller Danmark? Ingen vidste det, og specielt ikke mig. Jeg havde indkøbt to billetter ved Norwegian; en til den 31. december og en til den 4. januar. I stedet endte jeg op med at købe en helt tredje billet, så jeg rejser i aften, ha! Ak ja. Godt de kun har kostet 199,- stykket.

Hvad kan man så nå på sådanne tre uger, som (midlertidig) hjemvendt udlandsdansker? Alt!, sådan cirka:

  • Fejre jul, nytår og nå rundt om en lille julefrokost også
  • Det lokale minishoppingcenter, Borgen, 10+ gange...
  • Svømmehallen! 5 gange! (...181 kr.)
  • Årets (ja) klipning af de lange lokker
  • Hjemmekontor i 7 dage - seriøst genialt koncept 
  • Tage genbrugsrunden mere end en gang
  • At købe et styks togbillet til Kastrup
  • ...og undlade at bruge ovenstående. Vil ikk' hjem, vel?!
  • Drikke Cocio, spise astronaut-is, kartoffelspegepølse, sardel og remoulade i VILDE mængder
  • Være sådan en svedig type, hvis krop ikke helt kan håndtere overgangen mellem kulde på cykelstien og varme butikker. Hej dig der svine-Stine!
  • Familietid ♥
  • Se Storm én gang. Strejferkat...
  • Overvære århundredets (eller noget?) stormflod i byen
  • Få en slags udslæt i panden. Jeg skyder skylden på kulden/huebrug/universet
  • Jvf. ovenstående, nægte at fryse med anstand. Er gået all-in på skibukser, varme støvler, pandepånd+hue, handsker+luffer og lignende. 
  • Ikke savne Barcelona sådan rigtigt. Alle er alligevel stadig på ferie, og det er sygt koldt indendørs...


Nå, men har alligevel hørt, at fisk og gæster begynder at lugte efter tre uger dage, så det er måske nok også ved at være på tide, at jeg triller hjemad. Neeeeeeeeeeej! Vi ses, Sønderborg!

onsdag den 4. januar 2017

For 132,50,- blandet, tak


Hvad kan man få for 132,50 kr? Umiddelbart en lille tur på café, 3,5 ture i den lokale svømmehal, eller 1,9 kg slik fra Kvickly om fredagen. Eller! Man kan hoppe på jernhesten og tømme de lokale genbrugsbutikker for et par Ecco-sko, en solet silkeskjorte, en uldsweater, en lyserød skjorte med den fineste krave og en lædertaske fra Joop!. Man vælger selv.





Den lyserøde skjorte var lige stor nok, så den fik syet ærmerne af for at undgå det konede look, og lidt ind i ryggen. Uldsweateren var en god lang model, der også fik en tur under symaskinen for en mere cropped (...beskåret?) udgave, så den går perfekt til mine kjoler og nederdele. Og så elsker jeg, hvor neutral og basis den er, men stadig lidt festlig. Der er ikke et øje tørt.

Så skal jeg bare lige finde plads i kufferten, når turen går tilbage til Barcelona...

søndag den 1. januar 2017

Forventning vs. virkelighed - 2016


Hey hey, GODT NYTÅR! Jeg håber, I er kommet godt ind i det, på lige præcis den måde, I allerbedst kan lide. 

I starten af året (2016, altså) skrev jeg et indlæg om, hvad jeg håbede at få ud af det - sådan en slags nytårs-intentioner. På det personlige plan har året faktisk været ret rar ved mig - jeg har været vidt omkring på flere fantastiske rejser, e.n.d.e.l.i.g. flyttet i en lejlighed bare for mig, opbygget et godt samarbejde med mine kolleger både arbejdsmæssigt og specielt socialt, og har et arbejde, der faktisk er ret ok. Og så har jeg også fået shoppet en del pæne ting, haaa!

Men hvordan gik det så med de der intentioner for 2016? Ligesom sidste år kommer her en opfølgning:

I 2016...
  • Vil jeg rejse mere! I 2015 blev det til en del ture til Danmark, et svip til London og en del udforskning af lokalområdets vandremuligheder. I år vil jeg godt lidt længere væk.
    • Oh yes! Udover 2 ture til Malaga, et svip til Hamburg og de sædvanlige (rare!) Danmarks-ture, nåede jeg også på ski i Andorra, sol i Dubai, og til San Francisco, Los Angeles (DISNEYLAAAAND!), Vestcanada, Slovakiet og Milano. Ikke helt skidt.
  • Og apropos, så trænger min Barcelonaguide til en gevaldig opfriskning. 
    • Øh ja. Det kan jeg vel også nå i år? Nu har jeg jo oplevet mere og sådan.
  • Skal jeg blive god til det der nye job ved HP
    • YES! Altså, de valgte da i hvert fald at forlænge min kontrakt. Og give mig en af de store kunder. Så det kører da også ok.
  • Vil jeg igen forsøge det der med at blogge mere stabilt. Skal vi prøve at sige 2 gange om ugen?  (...det går jo super godt allerede, haaa #ellerikke)
    • Hæ. Altså, hvor der er en vilje, er der en vej, men med 11+ timer om dagen til arbejde og transport, er der bare ikke specielt meget vilje tilovers til lige det her blogging...
  • I sammenhæng med ovenstående, og mit liv sådan generelt: Mindre overspringshandling, mere effektivitet. 
    • Hmm. Nja. Ryger nok ikke af listen for næste år.
  • Kunne jeg godt tænke mig at udvikle mine sprogkundskaber. Har muligvis givet op på spansk, men mit tysk kunne også godt forbedres, uden at det ville være spildt. Hæ.
    • Nein. Se 2 ovenstående punkter.
  • Skal mine lokker studses mere end to gange. Har været ude i dreadlock-looket lidt for mange gange på grund af slidte spidser.
    • Nåede til frisøren 19. december for første gang, men var meget bedre til ikke at dreadlocke den. Et halvt point er givet!
  • Skal min telefon holdes i live! I 2015s sidste to måneder lykkedes det mig at smadre skærmen på min gamle telefon ikke mindre end to gange, så ja, lad os lige lade være med det igen. 7-9-13.
    • Tror også bare vi nupper et halvt point her. Ingen synlige skader, men efter lidt for mange faldulykker (dens, ikke mine), har den en tendens til blackouts i perioder. 
  • Tager vi lige at finde ud af, hvad der skal ske med min hofte, der er lidt af en drillepind...
    • Den har det bedre! Fik endelig fikset lidt scanninger og gik også til noget fysioterapi i noget tid, men det der hjalp sådan mest, var vist den daglige cykeltur til togstationen. Der kan man bare se.
  • Skifter jeg til Wordpress! Skal lige have fundet ud af, hvordan jeg gør, men er simpelthen så træt af, at Blogger stjæler mine billeders skarphed. Tsssh, Blogger, det er en ommer!
    • ...satser lige på at bruge lidt mere tid på min blog, før jeg fokuserer på formatet, ahæm.
  • Skal jeg lige tage mig sammen og få mig et nyt kørekort, efter det gamle blev stjålet. I maj.
    • ...har fået indhentet bevis på førerret og fået det officielt oversat, så nu mangler jeg 'bare lige', at ordne resten. Et halv point her, måske?
  • Skal jeg ikke lade mit værelse eksplodere så tit. Man lader det være alene i fem minutter, og *PUF*, så ligger alt mit tøj på gulvet. Tsk.
    • Altså, har opbygget sådan en fin rutine med at bruge lørdag formiddag på at gøre matriklen beboelig, så det ville jo næsten være synd, at have ændret på det.
  • Skal jeg måske lave lidt mere mad? Spiser som regel frokost på arbejde (=salat), og så noget let(=brød), når jeg kommer hjem = ingen madlavning og dårlige spisevaner.
    • Tja. Skifter mellem de samme ca. 5-7 retter cirka en uge ad gangen, men hey, det er da mad! Point!
  • Er det måske på tide at lave en lidt mere langtidsorienteret plan over mit liv end at 'jeg bliver i Barcelona indtil det ikke er sjovt længere'.
    • Jamen jeg havde jo travlt med at rejse og arbejde og sådan, såååå i 2017, ikke? Ahæm.

Ikke helt uacceptabelt, hvis jeg selv skal sige det. Følg med inden længe, hvor håb og drømme for 2017 præsenteres for verden (eller, bloggen, i hvert fald)!