Når man får sin søster til at hjælpe med nedpakningen...
Det er snart ved at være to måneder siden, jeg rykkede teltpælene op fra pigeværelset ved mine forældre og over i det her vilde antal kvadratmeter, vi nu har at boltre os på. Ikke at der er for meget plads med de vilde mængder af ting, jeg har fået samlet sammen indtil nu - det er jo helt sindsygt, hvad jeg har anskaffet mig (og beholdt...) af diverse ting og tøj. Specielt tøj... Med et 7-9-13 foran tør jeg dog godt sige, at vi

De små kylle-rylle-hopsere! Nuirj, hvor er de bare stadig søde, og HURRA for at min bedre halvdel ikke proppede dem tilbage i flyttekassen, da han fik dem gravet frem.
Og æh, en elefanthue? Til trænge tider måske og et hurtigt 'lån'? Host.
Ja og øh, hvornår blev den pakket ned?!
Jeg startede med at rejse fra alle mine rare ting i januar 2011, hvorefter jeg kun returnerede den sommer for at pakke hele molevitten ned til opmagasinering. Bah. Og selv da vi kom hjem sommeren efter, 2013, var det ikke tid til gensyn. Jeg tror i hvert fald ikke, det havde gjort mig særlig populær ved mine forældre, hvis jeg havde spredt resultaterne af mine maniske samlertendenser ud over hele deres hus, ha. Men nu! NU er de fleste flyttekasser ordnet (...og hurra for mørkekammer. Fantastisk opbevaringssted til alt det der, der ikke skal ud, men heller ikke op), og endnu engang har jeg et sted, hvor al min materialistiske kærlighed kan stå i fuldt flor. Aah.





.jpg)










































