Viser opslag med etiketten anmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anmeldelse. Vis alle opslag

torsdag den 13. marts 2014

Frisk Mint og det der Gellack



Hallåååå, det er forår! Der er solskin og lange, lyse eftermiddage, og nu er der også mintgrønt på mine negle. Endelig, endelig, endelig fik jeg fat i Depends mintgrønne gellack - sidste års Mint Green er på mystisk vis blevet erstattet af årets Fresh Mint, selvom Google fortæller mig, at de er identiske. Men så længe det betyder, at mintgrønne gelnegle ikke er udgåede, tilgiver jeg alt.

Og hvad er der med det der Gellack? Ikke andet, end at det er fuldstændig genialt! Jeg skrev om det for nogle måneder siden her (sådan noget opfølgning skal jo ikke komme for hurtigt, vel?), og det ér bare skønt. Efter grundig testning har jeg erfaret, at det ikke holder 2-3 uger. Til gengæld er det rætti' pænt i én uge, og man kan sagtens holde det kørende i en uge mere, hvis man ikke er håndmodel. Specielt fordi det ikke skaller (oppefra, i det mindste), og man sagtens kan klippe neglene mens lakken er på, så udgroninger ikke er et problem. Den helt store fordel er dog, at når lakken først er lagt og lys-hærdet, er det knastørt og hårdt. Helt hårdt! Og dét kan en klodset type som mig allerbedst lide. Gellack ♥

mandag den 23. december 2013

Langtidsholdbare julenegle

Så er mine negle også klar til det der jul! Jeg har ikke kastet mig ud i hverken rensdyr eller vilde mængder af glimmer endnu, men har derimod pyntet dem med en pæn og neutral (jule)rød. Og kastet mig ud i det der hjemmelavede gellak:

I sommers var jeg så heldig at vinde ovenstående sæt hos Rijah, men siden da har det bare ligget og samlet støv - jeg havde ikke lige fået taget mig sammen til at afprøve det, ahæm. Men NU skulle det være - specielt da jeg i Føtex fandt deres eget mærke Gellack til 25 kr. for ovenstående flaske. En del billigere end de 80 kr. Depend tager for deres mini-dutter (Emma skriver dog, at man sagtens kan bruge sine almindelige neglelakke, men så er det en lidt anden tørreproces). Om det virker lige så godt, må tiden vise, ha. Det skulle nemlig gerne holde i 2-3 uger, men uanset holdbarheden, så er det bedste af det bedste, at det er knastørt, når man er færdig. Og jeg mener virkelig knastørt. Ingen begrænsninger overhovedet, hvilket er meget praktisk for klodsede typer som mig, der ellers altid ender op med diverse fejl i lakken, inden den er helt tør. Host.

Startsættet med LED-lampe, rens og base+top kan købes i bl.a. Matas her til 345 kr. pt, hvortil man skal tilkøbe en fjerner og farver. Jeg kan se, at man også kan købe et startkit i Føtex (til omkring 180,-?), men hvordan det er i forhold til det fra Depend, ved jeg ikke.
Jeg er i hvert fald rætti' glad for mit sæt - og om lakken så lige varer i 2-3 uger, det får vi se, men indtil videre virker det meget holdbart. Og så sidder det så pænt! Ren kærlighed.

Og PS, årets juletræ er kommet ind! Efter bare at have smidt sig på køkkengulvet, er det nu blevet flyttet, rejst, og mangler nu bare at blive pyntet. Åh, jul i morgen!

søndag den 4. august 2013

Bloggerfælden: P20


Det var svært ikke at bemærke den kæmpe kampagne, Riemann P20 havde kørende tidligere på sommeren. Den helt store pung havde været fremme og blogverdenen svømmede jo helt over med indlæg om den fantastiske solcreme. En solcreme, der ikke fedter og trænger hurtigt ind? Giv mig den nuuuuuuu, tænkte jeg! Min naturlige skepsis tog dog styringen, satte bremsen i, og mindede mig om, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser. Specielt ikke, når der nu er blevet betalt for det... Nå, men så skete der det, at for en uges tid siden blev de sat ned til halv pris i Bilka. Iveren overtrumfede den naturlige skepsis, og med hjem kom en faktor 30. Billedet illustrerer min bedømmelse meget godt. Trænger hurtigt ind? Nej. Fedter ikke? Nej. Lugter ret slemt af alkohol ved påføring? Ja. Så ret meget spild af penge? Ja... Men i det mindste fik jeg min nysgerrighed stillet, og det må da tælle lidt, hva'? Host. Fremover holder jeg mig til det sædvanlige slæng, Cliniderm og La Roche-Posay. Og så skal jeg have vasket det her fedtede P20-stads af...

onsdag den 26. juni 2013

På eventyr i Barcelona - guide

Jeg vil ikke påstå, at vi har set det hele her i Barcelona, men vi har i hvert fald været godt omkring. Der er næsten uanede muligheder - udover at slænge sig på stranden, gå gennem hyggelige, små gader og spise is i solen, er der seværdighed på seværdighed, der bare venter på, at blive set og oplevet. Jeg har løbende skrevet om vores udflugter, men her er min personlige liste og anbefalinger samlet, som selvfølgelig ikke er udtømmende, men fra min vinkel og ud fra mine interesser. De forskellige overskrifter linker til mit oprindelige indlæg, hvis jeg har lavet et sådant.

Barcelona Bus Turistic

Turistbussen er en god måde at danne sig et overblik over byen og se de forskellige seværdigheder på en let og hurtig måde. Og hvis man ikke orker at gå rundt, ha. Der er to forskellige udbydere, men de koster vist begge omkring 24€ for en dagsbillet, og kører cirka de samme steder hen. Afgår fra langt de fleste seværdigheder, hist og her og allevegne og rimelig tit. Ved Barcelona Bus Turistic får man desuden udleveret et rabathæfte (jeg ved ikke med det andet selskab, det har jeg ikke prøvet), der i 2012 bl.a. gav 20% på Zoo-entré, entré på 2€ til det catalanske museum, 6,20€ af Tibidabo-entré og meget andet.

Parc Güell

Park Güell er et must-see, når man er i Barcelona. Parken skabt af Gaudi er meget mere end det ikoniske mosaikområde (også kendt som turistfælden, ha). Jo jo, der er skam en pæn udsigt, hvis man altså kan sparke sig gennem alle de andre mennesker, der også er der for at kigge. Personligt foretrækker jeg at gå lidt længere op. Op og til højre mod overdådig udsigt, og op og til venstre mod stenkorset. Og overdådig udsigt.

Carrer d'Olot, 7. Ligger ved metrostoppet Lesseps, grøn L3, og herfra er der skilte de sidste ca. 1,3 km mod parken. Det kan anbefales at tage madpakke/sandwichs med og indtage det til udsigten over byen. Det har jeg i hvert fald gjort med succes flere gange - der ligger en Subway lige for neden af bakken.

La Sagrada Familia

Kirken er en af Barcelonas vartegn, en overdådig Gaudi-kreation, der stadig er under opførelse. Man kan både nøjes med at kigge på kirken udefra, eller tage et kig indenfor. Ingen tvivl om, at det er flot, men til den lettere pebrede pris og lange ventetid skal man gøre op med sig selv, om man synes, det er det værd. Personligt synes jeg, det bedst kan betale sig at kigge grundigt på kirken udefra, og så inspicere andre kirker indefra - f.eks. Santa Maria del Mar, gratis og ingen kø ;)

Carrer de Malloca 401. Ligger ved metrostoppet Sagrada Familia, blå L5 og lilla L2. Køb billetter her, 13,80€ for voksne, 8,80€ for studerende - og det kan stærkt anbefales, at man køber billetter på forhånd, køen plejer at være ret imponerende. Se åbningstider her.

La Rambla og Mercat de Sant Josep

Ramblaen er lidt en gågade fyldt med gøgl, lommetyve og massive masser af turister, men er en af de ting, man skal se i Barcelona. Gaden strækker sig fra Placa Catalunya og ned til Columbusstatuen ved havnen (og Maremagnum, ikke at forglemme), og på vejen er der masser af souvenirbutikker, gadehandlere, tegnere og andet gøgl. Der er imponerende bygninger langs kanten, som Liceu-operaen og øh, andre. Den absolutte hovedattraktion er dog madmarkedet, Mercat de Sant Josep. Jeg har egentlig aldrig fået lavet et indlæg om det, men det er proppet med friske råvarer, og de populære juicer (juices?) og frugtstykker i plastikkrus, som hveranden turist render rundt med. De er som regel lidt billigere, hvis man ikke køber ved den første bod.

Metrostop Catalunya, Liceu og Drassanes. Markedet ligger tættest på Liceu.

Diverse Gaudi-bygninger

Nej, jeg har aldrig påstået at være den mest kulturelle type, men Gaudi kommer man ikke uden om i Barcelona. Casa Milá, Casa Batlló og øh, andre(?) ligger næsten som perler på en snor op ad Passeig de Gracia, når man går fra Placa Catalunya af. 

Metrostop Catalunya eller Passeig de Gracia. Der er mulighed for at kigge indenfor i Casa Battló - 20,35€ for voksne og 16,30€ for studerende. Læs mere her.

Castell de Montjuic inkl. parker og olympisk stadion

Det gamle fæstningsværk ligger på toppen af Montjuic, hvor man har den mest fantastiske udsigt over hele byen og havneområdet. Må og skal opleves, er min personlige anbefaling. Vi plejer gerne at gå ned af bakken bagefter, eller tage bussen cirka halvvejs og så gå resten af vejen. Det olympiske stadion ligger i hvert fald cirka der på midten, så der kan man passende slå et smut forbi. Og så er der de pæneste parker, hvis man beslutter sig for at gå, eller holde en picnic i rolige og grønne omgivelser.

Carretera de Montjuïc 66. Tag bus nummer 150 fra Placa Espanya, og stå af på toppen af bjerget ved fæstningsværket. Læs mere og se åbningstider her.

Det magiske springvand må man ikke gå glip af, helt seriøst. Der er vand, lys, farver og musik, og det er noget så pænt. Afhængigt af, hvornår man kommer, spilles der forskellige genrer af musik. Det er pænest, når det er mørkt. Vær opmærksom på, at det kun er tændt torsdag til søndag fra maj til september, plus til påske og jul, og kun fredag og lørdag resten af året. Læs om tiderne her

Ligger ved metrostop Espanya, rød L1 og grøn L3.

Kirken bag bogen Havets Katedral, og kendt for at være den eneste tilbageværende kirke med ensartet catalansk gotisk stil, både ude og inde. Uanset baggrunden er det en absolut imponerende kirke, kæmpe hvælvinger, farverige mosaikker og høje søjler. Og nå ja, så er der hverken dyr entré eller de helt vilde turistmængder. Yay!

Placa Santa Maria 1. Nærmeste metrostop er Jaume 1, gul L4. Vær opmærksom på, at der er middagslukket fra 13.30-16.30, ellers er der åbent fra 9-20, 10.30 på søn- og helligdage. Gratis adgang.

Museet for chokolade - behøver jeg at sige mere? Hyggeligt sted med en overkommelig entre og chokoladebar som billet. Dét er en god ide, kan jeg godt sige jer. Museet er en god blanding af chokoladens oprindelse, udbredelse og forskellige figurer, personer og monumenter udført i chokolade.

Comerc 36. Nærmeste metrostationer er Jaume 1 og Arc de Triomf. Se åbningstider og køb billetter her, 4,79€ for voksne og 4,07€ for børn og studerende.

Parc de la Ciutadella og Arc del Triomf

Parken har mange muligheder, man kan traske gennem stisystemet, holde picnic på græsset, beundre springvandet, klatre rundt på mammut i størrelse 1-til-1, ro på minisøen fyldt med turister og kigge på søde papegøjer. Vi plejer for det meste bare at gå igennem den, når vi skal ud at handle eller skulle i skole, ha. Lige i nærheden findes den spanske triumfbue, hovedport til verdensudstillingen i 1888, og ellers bare et imponerende monument.

Nærmeste metrostationer er Arc de Triomf, rød L1, og Ciutadella Vila Olimpica, gul L4.

Tibidabo og Temple Expiatori del Sagrat Cor

Hvis man er i Barcelona lidt flere dage, er Tibidabo et pænt, pænt udflugtsmål. Udsigten herfra er endnu vildere end fra Parc Güell og Montjuic, da man er cirka tre gange højere oppe, og også kan se ud over bjergene. Pænt. Der er også kirken, som man gratis kan komme ind i, og forlystelsespark.

Placa del Tibidabo 3-4. Vi tog T2A Tibibus fra Placa Catalunya til den nette sum af 5,90€ for en retur billet, eller man kan tage sporvognen og kabelbanen for omkring 12,40€. Entre til forlystelsparken 28,50€ for voksne. Find åbningstider  her - bussen kører kun, når parken har åbent.

Parc del Laberint d'Horta

En rigtig, levende labyrint - dét er altså også en oplevelse lidt udover det sædvanlige. Jeg havde i hvert fald ikke prøvet før ;) Der er rig mulighed for at fare vild, men samtidig er der også mere end én udgang, så helt panisk behøver man ikke at blive. Når man er færdig med at vandre rundt i de små gange, er der også mulighed for at kigge på resten af parken, der også er ret pæn og har rart stisystem.

Passeig dels Castanyers 1. Ca. 500 meter fra metreostation Mundet, grøn L3. Der er fri entré onsdag og søndag, ellers koster det vist omkring 2,23€. Læs mere her eller her.

Her var vi, der da var gratis entré, ha. Det er et meget overvældende museum, der tager en med gennem historien helt fra den allerførste bebyggelse i Katalonien, gennem de forskellige krige og tider og op til nutiden. Besøg, hvis du interesserer dig for sådan noget. Man kan i hvert fald sagtens bruge flere timer, de fleste informationer er også angivet på engelsk, og der er mulighed for at interagere med flere udstillingsting. Museet ligger i en imponerende lagerbygning fra 1881.

Placa Pau Vila 3. Nærmeste metrostationer er Barceloneta (gul L4) og Drassanes (grøn L3). 4€ i entre (3€ for studerende), og gratis adgang den første søndag i hver måned. Læs mere og se åbningstider her - lukket om mandagen.

Parc Zoológic

Jeg har egentlig aldrig fået skrevet et indlæg om Barcelona Zoo, men jeg så giraffen (høhø) sidste efterår.
Dyreparken ligger lige ved Parc de la Ciutadella, og har et godt udvalg af fugle, fisk og midtimellem; 4000 dyr i 400 forskellige arter. Vigtigst af alt, røde pandaer! Årh, altså. Da jeg var der i oktober 2012 var den ene en unge. Simpelthen sød. 

Parc de la Ciutadella s/n. Metrostation Ciutadella Vila Olimpica. Entré 19,60€ for voksne, spar 10% ved at købe dem online her. Læs mere og se åbnings- og aktivitetstider her.

Er man fan af FC Barcelona, kommer man ikke uden om Camp Nou og det tilhørende museum, men ellers overlever man nok (jamen, undskyld. Jeg ér bare mere natur-typen). Der er en blanding af information om klubbens historie, forskellige trofæer og andre Barca-genstande (bl.a. en trøje af Michael Laudrup!), masser af billeder, film og en tur på stadion. Ellers kan man også se en kamp, når der ikke er høj-profil-kampe kan man sagtens få billetter uden at måtte sælge sin højre nyre. 

Avda de Arístides Maillol 7, 9. Metrostop Maria Christina og Palau Reial, grøn L3, eller Collblanc, blå L5. Entre til museet står i 23€. Se åbningstider og køb billeter med 5% rabat her. Køb billetter til kampene her.

Gammel kirkegård med ældgamle gravmonumenter i forskellige udformninger. En anderledes oplevelse.

Av. Icària s/n, tætteste metrostop er Llacuna, gul L4. Kirkegården er også kendt under navnet Cementiri de l'Est. Læs mere og se åbningstider her.

IMAX Port Vell - 3D-biograf

Vi har købt billetter, men ikke lige været af sted endnu, da jeg ikke rigtig kan lure, hvilke film der er med engelsk tale, ha. Jeg var i en Imax-biograf i Atlanta, hvor den kæmpe skærm, 3D-effekterne og hele oplevelsen var fantastisk, så jeg håber på det samme her. Be' om.

Moll d'España s/n. Metrostation Barceloneta, gul L4, eller Drassanes, grøn L3. Billetpris 9,75€. Se filmtider og trailere her.

Las Golondrinas de Barcelona

Se Barcelona fra søsiden. Vi har ikke selv været af sted (jeg bliver næsten søsyg bare af at tænke på det, ha!), men jeg gad nu godt (...den korte tur. Man skal jo ikke udfordre skæbnen - jeg tror stadig min mor husker dengang, jeg på sejltur på Kreta, kastede op på begge vores sko. Det var tider). Jeg opdaterer med billeder og anmeldelse, når vi har været afsted - pt. (til og med i morgen vist) er der tilbud på Groupon på den lange tur til halv pris her.
Nu har vi været af sted på den lange rute, og jeg kastede hverken op på nogen eller faldt over bord! Ruten går langs kysten, tilbage igen og lidt rundt i havneområdet. God mulighed for at se mange af de velkendte ting fra søsiden - MareMagnum, W-hotel, Sagrada Familia, bronzefisken, Montjuic, Barceloneta strand og så videre. Pænt med pænt på, frisk luft, høj sol og rart selskab. Det går man aldrig galt i byen med. Husk godt med solcreme, og en trøje, hvis vinden ikke arter sig - så kan det nemlig godt blive lidt køligt.
7€ for 40 minutter, 14,80€ for halvanden time. Se afgangssteder og -tidspunkter og køb billetter her

Gelaaati

Ha ha - okay, det er måske ikke direkte en seværdighed, men det er altså virkelig god is. Specielt deres dulche leche og chokoladen, men generelt er alle deres smagsvarianter (og der er mange!) fyldt med smag og lækker konsistens. Mmhhh... Vi fandt perlen via Tripadvisor, og jeg må indrømme at vi ikke har haft behov for at prøve andre steder.

Llibreteria 7. Metrostop Jaume, gul L4. 2,80€ for 2 kugler(/klatter), meget rimeligt for både størrelsen og kvaliteten.

Correos højborg og Estació de Franca

Hvis man er i nærheden af Correos hovedposthus eller Estació de Franca, synes jeg, man lige skal stikke hovedet indenfor og beundre levnene fra fortiden i form af vild udsmykning og højt til loftet.

Togstationen: Av. Marquès de l'Argentera, s/n. Posthuset: Plaza Antonio López 1. Tæt på metrostation Barceloneta, gul L4.

Heldagsture / udflugter

På ski i Masella

Omkring to timer fra Barcelona ligger et lille skisportssted, der har har åbent indtil engang i april. Vi købte en tur inkl. transport, skileje og liftkort, hvor vi fik næsten 6 timer på ski, til den nette sum af 58€ pr. mand. Dét var et godt køb - skøn dag med fart under skiene, frisk luft, høj sol og sne. Vi købte via denne hjemmeside, men pt. er den ikke tilgængelig.

Aigüestortes i Estany de Sant Maurici National Park
Meget langt navn, men en spansk nationalpark jeg glæder mig helt afsindigt til at besøge. Vi tager afsted på mandag til tirsdag, så jeg sørger lige for at opdatere efter det. Nationalparken ligger godt oppe i højderne, men sneen burde være væk nu - det var den ikke i maj, ha.
Parken ligger cirka 4 timer fra Barcelona. Læs mere her.

Illa Fantasia - Vandland
Vi har ikke selv været her, men jeg forestiller mig, at det er den perfekte aktivitet på en varm sommerdag. Der går en shuttlebus fra forskellige steder i Barcelona, der vist nok er med i entreprisen.

Finca Mas Brassó s/n, 08339 Vilassar de Dalt (BCN).Læs mere her - entre 24€.


Andre steder i relativ køre-nærhed er bl.a. Girona, Andorra og Montserrat.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Se første indlæg om de forskellige praktiske ting om Barcelona her. Og på BarcelonaYellow kan man her læse om forskellige events i byen. Det var sådan, vi bl.a. fandt ud af om Airshowet sidste år. Ret smart. Her kan man også se, hvilke søndage der er søndagsåbent. Og helligdage her.

Ofte kan det godt betale sig at tjekke den spanske Groupon ud i månederne op til ens tur. Pt. har de halv pris på den lange sejltur, og vi har også købt Imax-billetter til halv pris.

Læs om flere seværdigheder her på Barcelonas officielle turistside.

mandag den 5. marts 2012

Passion City Church


Her til aften var vi som sagt i kirke. Det var en kæmpemæssig kirke med storskærme og det hele, men det mest imponerende var, at den var fyldt. Det var noget helt, helt andet end at være i kirke i Danmark. De her folk var virkelig troende, og man kunne bare høre, at de mente og gik op i det, der blev sagt og sunget - ret fantastik, faktisk :)


Jeg mødtes med DTC-praktikanterne ved deres lejlighedskompleks, og så gik vi ellers spændte mod kirken. Cirka 300 meter fra indgangen stopper en af shuttlebusserne op og vil køre os resten af vejen - det kan man da kalde service (og amerikansk). Vi valgte dog at gå, hø. Da vi kom ind til kirken blev vi mødt af enormt mange, der var sat til at sige 'velkommen', den ene fulgte os endda til døren, da hun hørte vi var udlændinge. Amerikanerne er meget outgoing her sydpå.
Gudstjenesten startede med et band, der spillede nogle meget nutidige og meget religiøse sange. Oppe foran scenen stod en masse unge ligesom til en koncert. Og alle var bare med, som i hele publikum og alle aldersgrupper, de sang, klappede og rakte hænderne i vejret. Derefter læste to unge et stykke af biblen op, og så var der 'prædiken'. Det var gjort ret nutidigt, anekdoter blandet med budskabet. Ugens afsnit handlede om den sidste nadver, hvor Jesus vasker disciplenes fødder - og så endte det med, at præsten vaskede en af tilskuernes fødder - var godt nok glad for, at jeg ikke sad på forreste række, ha ha. Til sidst kom bandet på igen, og så var der næsten gået to timer.

Det var en meget god oplevelse og sådan noget, jeg synes, man skal prøve, når man er i USA i længere tid. Ikke at jeg er religiøs, men det er bare så stor en del af deres kultur, en all-american experience (man kunne selvfølgelig også tage til hockey - men det her var jo gratis ;) ). Jeg skal i hvert fald også prøve nogle andre kirker, specielt Marthin Luther King Jrs. kirke, der ligger her i Atlanta.

Blazer og bukser: H&M. Skjorte: Genbrug. Halskæde: Arvestykke Og ps., jeg havde altså ikke pusserne på i kirke...

Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan dresscoden i sådan en kirke var, så jeg endte op i kontor-tøj tilsat lidt smykker og pæne negle og hår. Skulle i hvert fald ikke være under-dressed (igen -_-, følte mig SÅ utilpas til det møde), men det havde jeg slet ikke behøvet bekymre mig om. De fleste amerikanere dukkede op i cowboybukser, så det var sådan set meget afslappet. Os tre danskere var dog pænt klædt på, og det har jo aldrig skadet. Amen.

lørdag den 10. december 2011

Anmeldelse: Yves Rocher Spa


Novembers pakke af sponsorerede test-ting fra Yves Rocher bestod af ovenstående til og efter badet. Nu hvor jeg har brugt produkterne i lidt over en måned, kan jeg komme med en anmeldelse:

Orientalsk peeling for fløjsblød hud: Først og fremmest så dufter den helt vildt godt. Jeg har nærmest lyst til at spise den, ha ha. Effekten er vist også fin nok, efter at have brugt den og bruseolien har jeg i hvert fald ikke tør hud mere (fordi jeg i forvejen gjorde absolut intet mod det, host). Så om det lige er den eller bruseolien er svært at sige, men det føles i hvert fald lækkert nok at skrubbe de døde hudceller af, hæ hæ.
Normalprisen er 225,-, men er pt. på tilbud til 125,-.

Orientalsk bruseolie: Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om den her. På den ene side dufter den kraftigt sødt, og på den anden side dufter den af honning, hvilket jeg ikke kan lide. Så hvis man kan lide honning, så dufter den rigtig godt.
Jeg var lidt nervøs for det med, at det er en olie, men når man får den ud af flasken bliver det nærmere til en sæbe/mælke-agtig konsistens. Så ingen fedtethed her.
Normalprisen er 125,-, men er pt. på tilbud til 75,-.

Plejende arganbalsam: En plejende balsam til huden, og altså ikke håret, hæ hæ. Altså, det er et produkt med en meget kraftigt lugt/duft, så det må være en smagssag, om man kan lide den. Personligt syntes jeg, at den lugtede gæret(/af ØL!), og det hang ved efter påføring. Så den kom kun på én gang.
Normalpris er 225,-, men er også pt. på tilbud til 135,-.

fredag den 25. november 2011

Pailletkjolen

Som jeg hintede på bloggens Facebookside, havde jeg købt et ordentligt læs pailletter til lørdagens sølvbryllupsfest. Jeg har ventet meget utålmodigt, og i går fik jeg endelig snitterne i den! Den var faktisk kommet allerede onsdag, men det havde min kæreste glemt at meddele mig... Til trods for, at jeg har spurgt ham hver dag - drenge, altså.
Rent æstestisk burde jeg nok vente med at vise den, til den er helt stylet på lørdag - men den fortjener at blive vist nu, så her kommer vidunderet (uden fotograf og i dårligt lys, men shhh) :


Såååå pæn! Den er dog lidt kort. Og lidt stram. Jeg skulle nok have haft den en størrelse større, men jeg er kreativ og har fikset problemet. Sådan næsten. Jeg elsker den alligevel ;) ❤


Udsæringen er lidt dyb, så jeg skal have et eller andet under. Min søster mener ikke ovenstående top er pænt, så det bliver nok med en almindelig undertrøje.
Ellers er den rigtig behagelig at have på, den er foret med blødt stof og ingen kradsende pailletter, hæ hæ.

Kjolen er af mærket Paprika, købt på Asos, og er pt. på tilbud til 225 kr. her.

mandag den 7. november 2011

Og så til neglelakken

Her kommer anden del af oktobers Yves Rocher anmeldelse. Det er to 'skærgivende neglelak', hvor 'et enkelt lag er nok for at få en flot, jævn og intens farve med spejlglans. Neglelakkens dækkende konsistens er behagelig og let at påføre'. Og den 'hurtigtørrende toplak', der 'eksprestørrer al neglelak... med minimal ventetid'. Nå, men så lad os da teste!


Først prøvede jeg neglelakken i farven aubergine. Den var ikke helt glad for at komme ud af flasken og ned på neglen, det gik ret trægt. Derfor var det ret svært at få et pænt resultat (for mig, host), og den dækkede i hvert fald ikke ved et lag.

Den hurtigtørrende toplak er også en blandet fornøjelse. Det er helt rigtigt, at når man putter den over neglelakken, så er det tørt på ingen tid. Knastørt. Men neglelakken er desværre stadig blød, så der er rig mulighed for diverse hak, huller og fingeraftryk.


Den røde havde en helt anden konsistens, den var rigtig let at påføre, og penslen var nem at styre. Her dækkede et lag dog heller ikke som lovet, selvom det første lag var ret tykt pga. konsistensen. Hvis jeg skal kommentere på farven, så ville jeg personligt foretrække en lidt mørkere rød, synes at det her så lidt billigt ud på mig. Men det er jo smag og behag.
Og så til holdbarheden... Jeg puttede 1-1½-2 lag på mine negle og derefter den hurtigtørrende toplak. Samme dag begyndte den at blive slidt af på spidsen af nogle af neglene, og dagen efter faldt den af i flager. Hmm.

Neglelakkene koster 55 kr. stykket (45,- pt.) og  Toplakken står til 49 kr. (pt. 39,-). Gæt selv, om jeg synes, det er pengene værd.
Det er altså ikke for at være hverken ond eller vildt kritisk, men det her er min oplevelse med disse produkter. Og det er jo den, der skal frem.

lørdag den 5. november 2011

Varme vinterben #2

For nogle uger siden skrev jeg om mit nye våben med kulden, de fleeceforede strømpebukser og leggings. Strømpebukserne er min nye favoritbeklædning, men jeg havde ikke udført min research ordentligt. For efter at have købt strømpebukser og leggings for 200 kr., kom jeg i tanke om, at man da sikkert kan få det billigere på Ebay. Og selvfølgelig:


Strømpebukserne fås her til 20 kr. parret inkl. porto. Haps!
Jeg startede med at lave en prøvebestilling på ét par grå, for at se om de passede og var af ordentlig kvalitet. Efter ca. 2 uger modtog jeg dem i går, og efter at have prøvet dem, smed jeg straks en bestilling på 4 par sorte afsted, hæ hæ.

Hvordan kvaliteten i længden er, kan jeg ikke udtale mig om, men dem til 50 kr. fra Tiger var ikke helt imponerende. Det ene par gik ret hurtigt lidt op i den ene fodsøm, og det andet par gik fuldstændig op i syningen bagpå. Dem fik jeg derfor penge tilbage for, og kan for samme beløb købe 2,5 par af disse.

Fleecestrømpebukserne fås i farverne petroleum, lilla, grå, sort og brun. Hvis man køber, skal man huske ikke at købe mere end 4 af gangen, hvis man vil have flere, skal man vente til de første er afsendt. Ellers kommer der moms og 160 kroners gebyr på.

Som et lille ekstratip har vi termosokkerne fra Tiger til ja, en 10'er. De får i hvert fald mine varmeste (ha ha) anbefalinger, de holder fødderne dejligt lune (og kogende på dage med 12 grader...).

torsdag den 3. november 2011

En kopi: The Garden Collection

Der var engang, hvor jeg var pænt ekstatisk over endelig at have fået snitterne i den flotte, flotte kjole fra The Garden Collection. At den var i begrænset oplag gjorde ikke glæden mindre, men nu har H&M så lavet deres egen direkte kopi. Til børn.


Kvaliteten er dog en del ringere ved den til børn, men jeg gider nu alligevel ikke se en masse små piger rende rundt i den. Suk. Den kostede vist 250,-, mener jeg.



Den går op til str. 170, hvilket nok svarer til en voksen 34-36. Altså ikke noget jeg kan passe, ha ha. Men jeg ville lige vise den på, og jeg havde ikke min søster ved hånden. Lynlåsen er heller ikke helt lukket, hø.


Men den kunne jo sådan set være meget fin som bluse. Må hellere holde øje med, om den bliver sat ned ;)

mandag den 17. oktober 2011

Den perfekte parkering


...det handler om at tænke kreativt!

(Første del i serien, der afslører, hvorfor jeg egentlig bare burde have privatchauffør)

torsdag den 13. oktober 2011

Varme vinterben

Det er vist ikke længere til at skjule, at det kolde vejr er over os igen. Derfor er det på tide at tage sine forholdsregler, og sidste år skrev jeg et uforglemmeligt indlæg om vintertip til frossenpinde:

Hø hø. Det er ikke fordi, jeg ikke har knuselsket mine vinterløbetights med børstet inderside (❤), men de har alligevel haft lidt begrænsninger. Lynlåse og farvede sømme alle mulige og umulige steder, og rimelig fede brede ankler ved brug med strømpebukser.
Så da Føtex i denne uge reklamerede med termoleggings, var jeg solgt. Jeg ærgrede mig dog over, at de ikke fås som strømpebukser, men så var jeg i Tiger: 

Leggings 80 kr., to for 100 denne uge. Strømpebukser 50 kr. parret.

Ih, altså! (: Så burde jeg kunne klare mig et stykke tid, hœ hœ.  Leggingsne er lidt tykkere end strømpebukserne, men begge dele er så behagelige og varme(re) at have på. Hurra for fleece ❤

Og tusind tak for alle de søde kommentarer på gårsdagens indlœg, jeg glœder mig til skrive om mit store eventyr her på bloggen (:

mandag den 10. oktober 2011

Anstændighedsshorts; Dagens Ebay-tip

Vi kan vist godt blive enige om, at korte kjoler: pænt, at blotte sig: mindre pænt. Derfor jeg ret glad for cykelshorts, der giver en fin anstændighed. Indtil nu har jeg brugt et par korte løbetights, der lige har været lidt for lange til at holde sig selv skjult. Og selvom jeg ledte og ledte og ledte, fandt jeg ikke nogen i den rigtige længde. Indtil Natasia købte nogen på Ebay. Øh, godmorgen til mig, selvfølgelig kan man da købe dem der!


Så inden længe lå de her hjemme ved mig ;) Natasia havde købt nogen til både 35 og 50 kr., men jeg optimerede søgningen og fandt dem her til 17,50 kr.. De er one-size, og jeg vil sige det på den måde, at de sidder fint på mig, men at de er mindre gennemsigtige på min lillesøster, ha ha.


De har den helt rigtige længde til mine kjoler, så jeg kan gå ud i blæsevejr, tage en tur på cyklen og bare være klodset sådan generelt uden at bekymre mig, hæ.
Nu ved jeg godt, at det ikke lige er sæson for bare ben mere, men personligt synes jeg også, det er rart til ud over stømpebukser. Også for at give lidt ekstra varme på de kolde efterårsdage, hvor kjolen bare skal på.


Haps, klar til brug. Jeg har dem faktisk på lige nu, sammen med ovenstående kjole og en stor, vamset strik. Uhm.

søndag den 9. oktober 2011

Nå, var der Modebazar?


I dag var jo den store dag, hvor jeg forsøgte at muge ud i garderoben og fylde op på kontoen. Hvis man skal vurdere succesen, kan man på den ene side side, at jeg fik solgt for mere, end jeg købte. I kr. altså, ikke i plads. Ups.


Jeg delte en bod med søde Nanna fra min klasse. Efter en times uoverskueligt kaos fik vi hver skabt en fin lille biks med alle vores sager. Endnu en gang er jeg dybt taknemmelig for, at mine forældre har en stationcar (og at vi måtte låne den, tak ❤), den har sjældent været mere proppet.


Og se hvor fint det blev! :D Det synes jeg i hvert fald, der var bare ikke så meget salg i det. Det slog mig dog ikke ud:


Jeg forsøgte nemlig ihærdigt at lokke kunder til, men jeg tror egentlig, at det havde været mere effektivt at kaste karamellerne efter folk, hæ hæ. Der var nemlig ikke specielt mange besøgende, det var ret ærgerligt.
Og nu hvor folk ikke kom stormende i vilde horder, var der jo masser af tid til at kigge i de andre boder. Så status blev, at jeg fik solgt to par sko, noget neglelak, et par bukser og en nederdel, men samtidig købte to blazere, en jakke, to kjoler og en lille taske. Hmm. Jeg satser på at komme stærkt igen til FASHION FLEA den 30. oktober.

Til sidst vil jeg sige, at det var rart at have et tøjstativ med, problemet var bare, at der jo i forvejen hang noget på det:


Hmm. Det skal alligevel nok på plads, før vi kan komme i seng.
(og så er det da egentlig ret utroligt, så meget der kan være på sådan et tøjstativ)