I går antydede jeg diskret
(ha, som om) på
bloggens Facebook, at posten havde været forbi med en pakke eller fire. Uh, det er altid så spændende, når man har købt en masse på Ebay
, og ikke ved, hvad der er i pakkerne
(ikke at jeg har gjort det, selvfølgelig). Uuuh! Så jeg flåede spændt papiret af og nød mine nyerhvervelser:
Bøger! Hurra, sagde min indre læsehest. Jeg læser mest bøger via en ebogslæser (da der er lidt langt til mit lokale bibliotek og familiens bogsamling, æv), men når jeg engang skal slænge mig ved den tilsandede strand i den blændende sol, tænker jeg, at rigtige bøger er mere passende. Specielt, når man nu kan få dem smidt i nakken. På Amazon kan man erhverve sig en hel del brugte bøger til 4£ inkl. forsendelse stykket - på Ebay endnu billigere. De tre nederste bøger blev mine for kun 53,39 kr. i alt ved
denne sælger. Dét er altså billigt. Det er 3/4 af serien om Sally Lockhart, af forfatteren til Det Gyldne Kompas. Den sidste bog, Lyra's Oxford, er også af Philip Pullman, og en slags ekstrahistorie til Det Gyldne Kompas-serien. Det er en minibog med en enkelt fortælling, som er læst på en times tid, men jeg kunne simpelthen ikke leve uden. Jeg købte den brugt på Amazon
her til 34,79 kr.. Også pænt billigt.
Derudover modtog jeg også fin metalhårsløjfe til den nette sum af 7,57 kr. købt
her. Den sidste pakke indeholdt de
smarte, tåløse strømpebukser. Jeg ville tage et billede af dem i aktion, men eftersom min ene tå leger zebrasmølf
(= dekoreret med blå stribe, ja ja), vil jeg skåne jer for synet. I stedet kan jeg oplyse, at kvaliteten er overraskende god, men at der ved tåhullerne er et tykt stykke på ca. 2 cm. Godt til peep toe-sko, knap så godt til sandaler hvor remmen ikke er helt bred nok. Nu venter jeg spændt på at modtage resten af mine pakker, hæhæhæ. Specielt sådan en lidt større en fra Google Play Store (...sagde hun med julelys i øjnene og ekstatisk smil. Åh, alle de materielle goder!).