Viser opslag med etiketten Min påklædning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Min påklædning. Vis alle opslag

onsdag den 22. april 2015

Meeere silke - Genbrugsrunden #3/3






 Silkesæt, læderjakke og sko: Genbrug. Ur: Daniel Wellington.

Et af de allerbedste fund fra den vilde jagt rundt i Sønderborg, er ovenstående blomstrede sæt. Udover, at det blev smidt i nakken på mig for 25(!) kr., er det simpelthen noget så fint. Mønsteret, farverne, at det er let og luftigt, blød silke og at det også kan bruges hver for sig. Dét er da smart.
Jeg har allerede haft det på én gang med strømpebukser til, men jeg glæææder mig til at kunne bruge det for sig selv og med ballerinaer, når (morgen)temperaturen ryger lidt i vejret hernede. Det burde være relativt snart, tænker jeg ;)

På billederne har jeg stylet sættet med en ualmindelig god hårdag og to af de andre køb fra genbrugsrunden - læderjakken og de pæne sko. Læderjakken venter desværre på mig hjemme i Sønderborg - mission 'bring kun 23+10 kg.+det løse med tilbage' satte desværre lidt begrænsninger på min samlermani (...i stedet fik jeg smuglet 7 liter cider og det mintgrønne vidunder med. Undskyld, læderjakke). Skoene klarede dog turen herned, og dem glæder jeg mig til at bruge til en lidt finere lejlighed - gerne snart, høøø.

Og så er jeg vist også godt dækket ind på genbrugs/'nyt' tøj-fronten for det næste stykke tid, hæ. I Barcelona er der ganske vist også genbrugsbutikker, men dem jeg har fundet indtil videre kan deles op i to kategorier:
1) 'Vintage'-butikkerne, hvor alt er nøje udvalgt, og prisen er derefter - og når jeg nu ikke lige står og mangler noget og måske er lige lovlig jysk, er det ikke vildt tiltrækkende. Undskyld. Det er ikke jer, det er mig.
2) De lokale bikse, hvor priserne er okay, men udvalget ret trist. Men så sparer man jo de penge, ikke?

tirsdag den 21. april 2015

En lille krave - Genbrugsrunden #2


Silkeskjorte: Genbrug. Strik: H&M. Nederdel: Topshop. Sko: Converse. Ur: Daniel Wellington.


Under genbrugsrunden i påsken røg der ikke mindre end tre kortærmede silkeskjorter med hjem i variende farver. De er ualmindeligt bløde (...som silke jo nu engang er, ha), dejligt luftige, og så har de også den der lille krave, der både gør sig godt under en sweater og alene på de varme sommerdage på kontoret (...ikke at vi har dresscode eller noget, jeg kan bare godt lide at klæde mig lidt pænt, hæææ).

Ved køb havde alle tre skjorter et par ærmer i ikke-så-klædelig længde - men hallo, det skal ikke stoppe starten på et smukt, smukt venskab, så jeg lod dem møde min symaskine. Og *PUF*, pludselig var de klar til at gå sommeren i møde sammen med mig. Ret rart, ret billigt, ret let - jeg er fan.

fredag den 3. april 2015

Fra gemmerne

 Skjorte: Genbrug. Nederdel: Bershka. Sko: Asos. Ur: Daniel Wellington.





Som materialistisk type er det lidt svært at undvære alle mine rare ting, og i særdeleshed mit tøj. Her ved mine forældre har jeg fem flyttekasser plus det løse stående. Kun tøj og sko, ja. Ahæm. Men udover at jeg åbenlyst har alt, alt for meget tøj (neeeej!?), er det egentlig også meget smart. Jeg kommer hjem, kigger flyttekasserne igennem, sorterer med hård hånd (jeg kán jo alligevel ikke tage det hele med tilbage...) og BUM, så er det pludselig som om, jeg har fået en masse nyt tøj. Helt gratis! Graaaatis! Dét er alligevel ret smart. Jeg har for en gangs skyld bestilt kuffert med tilbage til sydens sol, så udover cider, rugbrød og remoulade, smider jeg alt for mange en smule beklædningsgenstande med i puljen og kan spæde min forårs- og sommergarderobe lidt op (...fordi jeg jo ikke rigtig har noget i forvejen. Host).

En af de ting, der nøje blev udvalgt, er ovenstående silkeskjorte. Den flotteste grønne farve og noget så blød - ved faktisk ikke rigtig, hvordan jeg har kunne undvære den i så lang tid (eller, det faktum, at jeg allerede har 6 grønne skjorter dernede, hjælper nok lidt på det, ha). I dag var den på til familiefødselsdag her i Sønderborg, og så satser jeg ellers på også at lufte den flittigt tilbage i Barcelona!

søndag den 15. marts 2015

Det gik hurtigt!

Forsøg på det voksne, modne og tillidsvækkende look til torsdagens jobsamtale

At finde job som dansker i Barcelona er lidt ligesom at finde værelse hernede. På den ene side er det okay let at finde noget, men på den anden side, hvis man har lidt krav, så er det ikke heeelt så ligetil. En okay løn værende et af de krav spænder især ben for processen...

Da jeg flyttede til Barcelona for Facebook-jobbet var jeg faktisk lige ved ikke at gøre det på grund af lønnen. Grundløn på 18.000€ om året, maksimal bonus 7.000€. Altså maks 2000 euro om måneden, før skat. Men hø. Høhøhø. Det er seriøst en GOD løn her i Barcelona, og at kigge på jobopslag har derfor været en smuuule deprimerende. 16.000+3000 (...altså euro. Om året) er en del mere almindeligt, og det er der altså ikke råd til meget socialliv for... Jo jo, jeg ville da snildt kunne overleve med en beskeden livsstil, men efter at have været fattig studerende i så mange år, vil jeg gerne spise frokost ude uden dårlig samvittighed, dække mit behov for Pepsi Max og sund(ere) mad, og tage på udflugter og i byen uden økonomiske grænser og samtidig spare en smule op. Det synes jeg egentlig ikke, er for meget forlangt - jeg er som basis ret nærig økonomisk bevidst, så jeg lever faktisk ret billigt med billigt værelse (...ingen egen lejlighed. Snøft), mest medbragt frokost, bus frem for taxa og indkøb i Lidl.

Nå. Men tilbage til jobsøgningen. Efter at have brugt en 2 ugers tid på at udskyde jobsøgningen, kigge opgivende på de opslag, og tage mit liv op til overvejelse, sendte jeg sidste søndag aften min første jobansøgning ud. Mandag formiddag ringede de. De ville gerne se mig til samtale og group assessment torsdag. Jeg tog til denne, forsøgte at opføre mig pænt og se lidt voksen og moden ud. Det må åbenbart være lykkedes, for fredag formiddag ringede de igen - de ville gerne tilbyde mig jobbet. WUHUUUU!

Og sådan gik det til, at jeg den 7. april starter (træning til jobbet) som Accomodation Service Executive hos Booking.com her i Barcelona. Bum! I Spanien har man kun 15 dages opsigelse, så jeg skyndte mig at smide denne på bordet allerede fredag, så jeg kan holde mig en rar og lang påskeferie i Danmark. Hæææ! 

Selve jobbet er måske ikke det mest ophidsende i verden, men lønnen er okay, der er graaaatis frokost, jeg skal arbejde lidt mindre end nu, og så er det ikke outsourcing, så bliver ikke fyret af samme årsag igen, ha. Og så får jeg lov at blive i Barcelona, ikke at forglemme. Ret vigtigt.

Der er weekendarbejde inkluderet, men når man i stedet har to hverdage fri, er det ikke helt skidt. Og så lykkedes det mig at blive placeret på det tidlige hold, hvilket jeg betyder at jeg skal møde ind enten kl. 7 eller 8 om morgenen, men hvad betyder det, når man så har tiiiiidligt fri (15 og 16!)! Kommer godt nok ikke til at savne først at have fri kl. 18 - skal bare lige have fundet mit indre a-menneske frem, ha.

Selve jobbet er beskrevet således:

Main Responsibilities:
  • Handle pre and post reservation inquiries by phone, e-mail and fax;
  • Modify, change and/or cancel existing reservations;
  • Outbound calls to hotels/guests to arrangement special requests;
  • Liaison between guest and hotel to resolve complaints;
  • Support relationships with hotels by providing high levels of customer service and account management support.
Min stilling kommer mest til at indeholde sidstnævnte linje, så det er vist lidt kundeservice+account management i forbindelse med Bookings hotelpartnere, jeg skal have gang i. 

Jeg glæder mig!

tirsdag den 27. januar 2015

Dagens outfit i labyrintparken

Jeg har lige sendt hende den lille hjem igen - det kunne være ret hyggeligt lige at installere hende i et kosteskab gæsteværelse, men hun har åbenbart et hjem i Danmark, der venter på hende. Bah. Men det var nogle hyyyggelige dage - jeg har masser af billeder, der skal redigeres, og indlæg, der skal skrives, men også et proppet værelse, der skal pakkes ned og flyttes, og sådan et arbejde, der skal passes. Tssh.

I stedet kigger jeg ind med et hurtigt indlæg om fredagens outfit med min nye, mintgrønne jakke i pæne omgivelser:

Solbriller: Ray Ban. Frakke: Only. Sweater: Bershka. Jeans: H&M. Sneakers: Nike Free

Eftersom mintgrøn er farvEN for mig, var jeg nødt til at eje et eksemplar. Efter længe at have overvejet lige præcist hvilken, det skulle være, blev valget mere eller mindre truffet for mig, da jeg fandt overstående eksemplar i min lokale Only i Sønderborg på udsalg, ha. Den blev slæbt med hjem efter juleferien, og har skabt stor glæde siden.

Egentlig var det bare et nødvendighedskøb - på arbejdet hænger der en masse sorte og mørke jakker i én stor pærevælling, så en mintgrøn jakke har gjort mit liv klart lettere, ha!

søndag den 18. januar 2015

Partyskjorten


Før vi fortsætter med opsamling på 2014, klemmer vi lige et normalt indlæg ind - en smule forsinket, men pyt. Hvis vi vælger at kalde skjorten for partyskjorten og ikke juleskjorten, går det nok!
Anden juledag var vi til julefrokost ved mine bedsteforældre, og i dagens anledning havde jeg klædt mig festligt på i mit seneste genbrugsfund:





Skjorten fangede jeg, da jeg var hjemme i starten af december. Til 25 kr.! Og så går det jo til et godt formål, hæææ. Nederdelen er en fantastisk sag fra H&M, og støvletterne lige så - sidstnævnte gravede jeg frem fra de mange flyttekasser, jeg har stående i Sønderborg, og så måtte de med tilbage til Barcelona. Selvfølgelig.

God søndag!

søndag den 31. august 2014

Siden sidst

Når man fylder en hel elevator med alt sit bras / Sød pakkehjælp, der dog ikke var så effektiv... (hvad? Jeg er i hvert fald ikke for gammel til tøjdyr) / Mine knæ efter flytningen. De ville nok have foretrukket en taxatur.

Stor glæde over endelig at være flyttet ind / Den første kuffert er tømt! (...kabinekufferten med sko og sengetøj, ahæm) / Gået død i udpakningen kort tid efter ankomst.

Wow, så blev det pludselig søndag, hvad? Tiden flyver jo, når man har det sjovt, men jeg har nok nærmere haft travlt, ha. Onsdag aften og torsdag morgen blev brugt på desperat at hoppe på alle mine kufferter, og efter arbejde torsdag gik den store flytning i gang. Med bus. Jeg er simpelthen alt for nærig til en taxa, og jeg kunne da sagtens slæbe mine to store kufferter, kabinekufferten, rygsækken, det store net og skuldertasken ned til bussen og videre, ikke? Jeg tror egentlig, det havde været okay, hvis ikke det var fordi, det ene hjul på den største og tungeste er gået i stykker og ynder bare at blokere. Så er det lidt op ad bakke, hvad? Ha. Endte selvfølgelig med at ankomme totalt svedig og udmattet, men hey, det var billigt! Resten af aftenen blev brugt på et tiltrængt bad og lidt umotiveret udpakning. Sådan noget tøj løber jo ingen steder, men det risikerer man i stedet, at ens nattesøvn gør.

Hej hej, god weekend! / Fredagsoutfit med verdens fineste Stinestregen-net / Et ølshot? Eller en 'medium' øl, som jeg drak halvdelen af på 3 timer, hæ. Hvad er der galt med at servere cider, hvad, Barcelona?!

Fredag efter arbejde var der ikke andet at gøre end at fejre, at vi havde overlevet første uge. Wuhuu! De andre var dog lige så udmattede som mig, så det blev en kort aften, ha. Men en rar en af slagsen, og det er også det vigtigste, ikke?

Lørdag skulle egentlig have stået på totalt afslapning, men så blev jeg alligevel lidt for ivrig efter at få pakket ud og være praktisk og komme i Ikea - mere om det i et andet indlæg, så vi kan få en mere jævn indlægsstrøm, ha. Men jeg kan afsløre, at jeg brugte hele septembers shoppebudget, og i morges brugte jeg det, der ikke var tilbage, på Asos. Jeg er så dejlig fornuftig på det område, men det var 100% det værd!  Min Instagram (StineKA90) er en fantastisk spoiler, hvis man er nysgerrig, og ellers er det bare at vente tålmodigt. Hav en dejlig søndag!

mandag den 25. august 2014

Første arbejdsdag

I morges klokken 9 gik det for alvor løs, og jeg mødte spændt som en fjeder op på min nye arbejdsplads. Uh uh! Vi var i alt 7 nye til Facebook-projektet, fordelt på forskellige nationaliter og funktioner, og så kommer de første uger ellers til at gå med grundig introduktion. Og gudskelov for det, ha! Jeg fik forresten konstateret, at det ér Facebook jeg sådan indirekte arbejder for, da de har outsourcet de her funktioner til Sellbytel. Spændende!
Det var en laaang dag fra 9-18, og jeg var godt nok ikke helt sikker på, om jeg ville klare den... Ej, det var alligevel mest lige inden spisepauserne - spiser andre folk aldrig?! Jeg var ved at dø, mens de andre så pænt upåvirkede ud. Tsk. Men udover det var det spændende, lærerigt og folk er rare. Jeg glæder mig til at komme tilbage i morgen, men lige nu glæder jeg mig nok mest over, at jeg ikke behøver rejse mig fra min seng lige med det samme. Jeg er sååå smadret, og kan ikke overskue andet end at stirre tomt på min skærm, indtil det snart(!) er tid til at sove. Glæder mig allerede.

Jeg havde været en del i tvivl om, hvad jeg skulle tage på. Dresscoden hed 'no beach or leisure wear', men hvad det helt indebar, var jeg en del i tvivl om - og om hvor korte, mine beklædningsgenstande måtte være, ha. Samtidig kører vi med solidt sommervejr, så jeg skulle heller ikke have for meget på. Det der med at svede med anstand er ikke mig - det ender nærmere i tomatlooket. En ukoncentret tomat, endda. Jeg sprang derfor i min allermest tækkelige nederdel, en tanktop og de nye sandaler. Og så var mine øjne ellers på stilke for at lure, hvordan de andre tolkede reglerne - og jeg kunne konstatere, at med mindre jeg dukker op i bikini eller joggingbukser, burde min nuværende garderobe godt kunne gå. Alt andet ville også være ret surt, med alt det, jeg har slæbt med herned, ha.

Nå. Hav en god aften, ikke? Jeg vil prøve at holde mig vågen til en 21.30-tiden, og herefter satser jeg på at gå ud som et lys. Gaaaab.

tirsdag den 5. august 2014

Det spanske look


 Skjorte: Genbrug. Nederdel: Shana. Sandaler: Rieker. Øreringe og ur: Asos.



Først og fremmest, tusind tak for alle jeres kommentarer på sidste indlæg og på Instagram. Ih, hvor er I søde!
I søndags var vi til eftermiddagskaffe ved mine rare bedsteforældre i Abild (og fik de bedste hjemmelavede brownies nogensinde!), hvor min bedstefar helt bestemt mente, at jeg havde et spansk outfit på. Det kan vi da godt sige så. Helt spansk blev det i hvert fald, da jeg imiterede det spanske flag efter hjemkomst:



Skjorten er en ny gammel sag, jeg hev hjem fra genbrug til en tier. Det var halv pris, ha. Den er puttet i med-bunken, sammen med lidt for mange andre ting - det er jo et håbløst projekt at reducere sit liv til 2*23 kg.! Men det største projekt er alligevel at finde et sted at bo - når det er på plads, kan jeg slappe lidt mere af.

onsdag den 16. juli 2014

Hverdagstyl og skraldespand




 Cowboyjakke: Global Funk. T-shirt: H&M. Tylskørt: Ebay. Taske: Genbrug. Sko: Nike Roshe run slip ons.

Jeg har efterhånden oparbejdet mig en massiv samling af diverse festlige påklædningsgenstande; tyl, pailletter, perler, chiffon, silke, friske farver og festlige mønstre i vilde mængder, der skriger på at blive brugt. Der er dog ikke helt festivitas nok i mit liv, så jeg prøver ihærdigt at inddrage det i min hverdagsgarderobe. Søndag havde jeg faktisk ovenstående mintgrønne tylvidunder på til familiefødselsdag stylet med høje sko og pæn jakke. Og da blev mandag, var jeg slet ikke klar til at slippe prinsesselooket, ha. Med en sort t-shirt, cowboyjakke og sneakers blev den en del mere hverdagsegnet. Min søster sagde dog engang, at jeg 9 ud af 10 gange var lidt overdressed - og det har hun nok ret i, ha. Men jeg kan jo bare så godt lide mit pæne tøj. Og at føle mig lidt pæn ;)
Nederdelen er forresten købt til lidt over en halvtredser på Ebay her. Et godt køb, hvis jeg selv skal sige det!

Det var forresten ikke spor akavet, da jeg til billedtagningen kørte skraldespanden frem, stillede kameraet på det, og naboen så i det samme kom gående. Øh, hej hej, jeg skal bare lige til at tage lidt billeder af mig selv, ikke? Venter spændt på, at hækken til højre bliver både tættere og højere - gerne lige nu, tak.

lørdag den 12. juli 2014

Den lille blå

 Kjole: Forever 21. Sandaler: Target. Øreringe: Pernille Corydon.




Det er lidt varmt, hvad? Hæ. Jeg ELSKER sol og sommer, men jeg er alligevel ikke den helt store fan af at svede (...og det gør jeg en del for tiden. Ahæm). Derimod sætter jeg stor pris på, at jeg igen kan få luftet mine rare sommerkjoler, der bare ér sjovere at style med sandaler (og svedperler...) end strømpebukser, støvler og strik. I går tog jeg derfor ovenstående eksemplar på, der egentlig længe har ligget i 'måske ud'-bunken, men hvor er den altså bare rar på sådan en dag, hvor temperaturen er tættere på de 30 end de 20 grader. Jeg hjembragte kjolen fra New York i 2008, og af den grund alene ville det også være ret synd at skille sig af med den, ha.

I aften står den på ringridning her i Sønderborg, og jeg satser på, at det bliver rætti' sjaw! Sidste år missede vi selve ringridningspladsen på grund af for lang en forfest, men i år holder vi tidsplanen og får hele oplevelsen med - er planen i hvert fald, ha. Hilsen fra provinspigen ;)

tirsdag den 8. juli 2014

'Er du sådan lidt Nik & Jay?'

Solbriller, top og nederdel: H&M. Kimono: Malaysia. Bælte og øreringe: Pieces. Sandaler: Target. 

...blev jeg spurgt af fotografen under søndagens billedtagning. Og jeg som bare prøvede at fange den lette og luftige natur i min nye kimono - sådan er det så let at blive misforstået, ha.
Dagen stod på den sidste fejring af min søsters hue med brunch med den nærmeste familie, og i den anledning havde jeg påført mig den mintgrønne kimono og andre sommerdele:






Nederdelen er endnu en af de der næsten uanstændigt korte kjoler og nederdele, som jeg insisterer på at rende rundt med alligevel. Jeg har overtaget den fra min søster, efter at have sukket efter den i ualmindelige tider - nederdelen i sig selv er en 4-5 år gammel, og jeg tror, jeg har plaget om den cirka lige så længe, ha. Tak til hende den lille for at vokse fra kærligheden til både blomstermønster og farver. Og for at passe størrelse med mig. Søskendekærlighed ♥

torsdag den 26. juni 2014

Luna eller Ole Lukøje?

Jakke: Asos. Tørklæde: Prag. Øreringe: Pieces. Lille jakke og sko: H&M. Kjole: Forever 21. Taske: Primark.

I tirsdags lånte jeg min søsters lyseblå jakke, der simpelthen er noget af det fineste. Den er lidt kimono-inspireret, og jeg elsker det løse snit. Og så føler jeg mig lidt som Luna, ha - altså, på den gode måde. Synes jeg selv i hvert fald. Nu mangler jeg bare at overtale min søster til at lade den flytte ind ved mig, når hun selv rykker videre mod djævleøen, men jeg spår mig desværre ikke de store chancer. Kryds lige fingre alligevel, ikke? Ha.
Nå, men selvom det måske ikke helt ser sådan ud på billedet, havde jeg rent faktisk også noget på under den jakken:



Totalt farvekoordineret sæt; mintgrønne detaljer über alles og sko i dagens studenterfarve. Ingenting overladt til tilfældighederne her.

I morges blev jeg klokken 7.35 brutalt vækket af larmen fra C14 fra et af de lokale gymnasier, der åbenbart startede dagens studenterkørselsrute 4-5 huse fra mit. Teknisk gymnasium, der sådan cirka ligger i min baghave, snøvlede en del mere, og kom først afsted ved 9-tiden med afgang fra skolen af - altså, jeg har bare styr på det hele, ha. I eftermiddag rammer min søsters klasse så mine forældres matrikel, og dét bliver helt sikkert spændende! Dagens tema er rødt, og jeg overvejer, om det også gælder for mit outfit - vi får se. Måske er de endda også så fulde, at de ikke lægger mærke til, hvis jeg lige hopper med i vognen...