onsdag den 12. juni 2013

Brunsvigerkærlighed og dagens fund


Lagkagehus, jeg elsker dig! Okay, ikke en specielt fotogen kage, men helt ualmindelig lækker. Endelig.


Dagen blev kun bedre, da jeg tog et smut forbi Sønderborgs Inspiration, der nu har sat samtlige ting ned til halv pris. OG havde fundet nogle Mumi-glas frem fra lageret. 70 kr. kom de ned på, og det var mere, end hvad jeg kunne modstå - perfekt til samlingen og til at skabe Mumi-hygge i mit nuværende eksil.
En af de lokale genbrugsbutikker holder også udsalg med alt til 20 kr., så der hapsede jeg en nederdel i det pæneste blomstermønster. Pænt med pænt på - i dag har været en god dag!

tirsdag den 11. juni 2013

Kattedamen



Cowboyjakke: Global Funk. Silkeskjorte: Genbrug. Kattenederdel: River Island. Net: Society6. Kinasko: Skoringen(?). 

Yay, det er mig! Det var ren lykke, da jeg i onsdags blev forenet med den fine kattenederdel. Den er allerede blevet flittigt brugt, så da jeg i dag holdt forsinket fødselsdag for den søde Evapige, tænkte jeg, at det var en god lejlighed til at tage den på igen. Kombineret med det matchende net var det lige i øjet - miauv!
Pænt tøj er dog én ting, men vi ved jo alle, hvad der er det vigtigste ved en fødselsdag:

 Kaaaaaage! Lagkagestykke og chokoladesouffle fra Lagkagehuset - specielt sidstnævnte kan absolut anbefales.

mandag den 10. juni 2013

To don't

Ting, jeg ikke fik gjort i går:
  • Skrevet den der jobansøgning og CV'et hurtigt og effektivt
  • Trænet/Cyklet
  • Gået i bad, jvf. sidste punkt
  • Ryddet op i det der tøj
  • Lavet det der regnskab til min søster
  • Spist min længeventede brunsviger fra Lagkagehuset
  • Spist is i aftensolen

Ting, jeg rent faktisk fik gjort i går:
  • Skrevet den der jobansøgning fordelt over hele dagen og aftenen
  • Spist anden godte fra Lagkagehuset. Har dog stadig brunsvigerabstinenser.
  • Været sammen med den sødeste Natasia - hun bød på slik og hjemmelavet is!

Åh ja, det er utroligt, hvad man kan & ikke kan nå på sådan en søndag. I dag har jeg til gengæld været anderledes effektiv:



Hep hep hep! Tidligere på året var jeg i sorg, da jeg troede, at jeg havde læst sidste bog i Jo Nesbøs serie om Harry Hole. Ikke for at afsløre for meget for dem, der endnu ikke har læst, men vi kan sige det på den måde, at det virkede som en rimelig definitiv afslutning. Og hå hå, så kom der en bog til! Den blev udgivet i dag, så jeg slagtede sparegrisen og fór i Føtex, da jeg stod op i morges. Vi ses på den anden side.

lørdag den 8. juni 2013

'Noget siger mig, at du har for meget tøj'

Sagde min mor i dag. Hun har måske ret. Med julelys i øjnene har jeg gennemgået de adskillige flyttekasser med mit tøj og diverse, der står opbevaret rundt omkring på matriklen. Åh, hvilken fryd! Kære favoritter, glemte skatte, ting af min søsters og andre skønne ting. Jeg hapsede lidt af det bedste ud af kasserne, og gør mig klar til tøjdilemmaer. Kan jeg ikke bare have det hele på på én gang?

Jeg må nok hellere også få det arrangeret lidt pænt(/af sengen), før jeg skal sove. Ellers bliver det ikke prinsessen på ærten, men pigen på rodet. Selvom jeg har savnet mit tøj, behøver jeg alligevel ikke være tæt på det. Trods alt.

fredag den 7. juni 2013

Se min kjole! Og jakke.




Godmooooorgen! Mit indre a-menneske er vendt tilbage med den danske sommer (åh, at vågne af sig selv til fuglefløjt, frisk luft og blå himmel!), så jeg har været husstandens friske havørn siden klokken 8. Så en date med mit kamerastativ (aka. skraldespanden, ha) og fjernbetjening var oplagt. Jeg har nemlig et jakkedilemma, jeg godt kunne bruge lidt hjælp til. Første offer under linsen var dog min nye kjole, cremefarvet perfektion fra H&Ms The Garden Collection. Den blå udgave har jeg knuselsket, så det var ved at være på tide, hvis jeg også skulle have den her skønhed - det er efterhånden tre år siden, kollektionen blev lanceret, men heldigvis fandt jeg kjolen her på Den Blå Avis, helt ny, til den nette sum af 150 kr.. Haps!

Nå, men for mine fødselsdagspenge havde jeg også købt en ny jakke. Mintgrøn trenchcoat  med læg og det fineste snit fra Mint&Berry til 280,-. Ren lykke! Men'æh, jeg kan ikke helt finde ud af, om den er for lang(/jeg er for kort)?




Åh altså, alle de valg... Den skal sendes tilbage senest i morgen, så jeg skal tage en beslutning sådan set omkring nu. Nogle guldkorn?

torsdag den 6. juni 2013

Fars dag i Kaltenkirchen

'Jeg aner massive mængder af forkælelse familiehygge, startende med fejringen af min far', skrev jeg optimistisk i går. Jeg skulle have banket under bordet og spyttet på en sort kat, før jeg trykkede 'udgiv', men nej. Så dagen i går tilbragte vi sådan her:

Jeg havde sagt, at jeg bare kunne tage toget til Flensborg, men mine forældre insisterede på at hente mig i Hamborg. Det sagde jeg alligevel ikke nej til. Det skulle jeg nok have gjort.*PUF* sagde bilen nemlig. Eller, faktisk sagde den sådan lidt mere over af  *brrrbrrrbrrr*, så var vi ved at blive jordet af en lastbil, og så gav bilen op 100 m fra et Nothaltebucht, 45 km fra lufthavnen. Skønt. Vi ringede til Falck. De sendte os videre til SOS. Og de sendte sådan en her:

Altså, en bugseringsvogn, ikke en ødelagt bil.

Vi blev smidt af ved en Toyota-forhandler i Kaltenkirchen aka. hul i jorden/industriområde. Her tilbragte vi de næste 4,5 timer, mens SOS kastede aben rundt nølede. Om vi havde mulighed for at overnatte der? I ved, hele 1,5 time fra Sønderborg, en onsdag aften. Nej tak, egentlig.

Men hå hå, endelig skete der noget! Klokken 22 kom verdens største bil fra Europcar, og vi kunne vinke farvel til den lille Corolla og trille hjem af. Yay!

Halv tolv var vi hjemme, og efter at have bikset en hurtig lagkage sammen, var der ti minutter tilbage af Fars Dag. De blev udnyttet til fulde, og om ikke andet spenderede vi hele dagen sammen.

onsdag den 5. juni 2013

Fars dag


Vi kan kalde det et sammentræf af billigste-billet-dag, eller vi kan kalde det skæbnen: I dag er det fars dag, og jeg er på vej hjem til familien for at være feriebarn de næste ti dage. Yay! Jeg aner massive mængder af forkælelse familiehygge, startende med fejringen af min far. Og mig, der bliver forenet med mine fødselsdagsgaver og netkøb. Hæhæhæ.

Dagen i går blev derfor brugt på desperat at hoppe på min kuffert. Jeg har slæbt uanede mængder af jeg-ved-ikke-alt-hvad (eller jo, tøj, sko og smukkeseringsgrej, ahæm) med herned, og det skulle gerne med hjem igen. Sjovt nok. Så i morgen slæber jeg de første 23 kg. hjem, rejsende i gummistøvler - de vejer et helt kilo(!) mere end de næsttungeste sko. Et kilo sparet, er et kilo tjent - og et kilo Aussie er pænt meget.

tirsdag den 4. juni 2013

Picnic på Montjuic




I går pakkede vi en solid madpakke og hoppede på bussen mod Montjuic, bakken med gammelt fæstningsværk og fænomenal udsigt. Det er om at få udnyttet den sidste tid i byen, så jeg forsøger at få presset lidt budgetudflugter ind hist og her og allevegne. Jeg havde håbet, vi kunne sidde på toppen og spise, men det blæste simpelthen en halv pelikan. Men det var nu heller ikke helt skidt det sted, vi så slog os ned, lige neden for kanten af indgangen, i en lille park. Her nød vi vores mad, mens en parkarbejder slog græs med en meget larmende græsslåmaskine, og der gik en kæmpe sky for himlen, ha - perfekt timing. Støjniveauet var dog stadig pænt lavere, end hvad vi ellers bliver udsat for, og den blå himmel og solen kom også frem fra deres skjul igen. Alt det klistrede 50+ solcreme gik heldigvis ikke til spilde.
Herefter begav vi os ned af bakken gennem de forskellige parker. Der var lidt af hvert, men noget så pænt, blomster, træer, udsigt og sol:






Det bedste var dog næsten manglen på mennesker og larm. Aah, fred og ro og fuglekvidder! Det er ellers ikke sådan at opstøve i en by med så massiv en turistinvasion, men i går lykkedes det. Det var godt.

mandag den 3. juni 2013

Forfalden til falafler


På min fødselsdag havde jeg set frem til en solid rullefalafel til aftensmad fra stamstedet (...ikke at jeg har prøvet så mange steder her, men det var godt, det var tæt på og prisen var i orden). Men til min store rædsel var det under ombygning - hvad sker der for det?! Gode dyr var rådne, men vi reddede aftensmaden med en gang Wok to Walk i stedet. Min falafel-lyst var dog ikke slukket, så efterfølgende har vi kastet os ud at lave dem selv. Og i stor stil, for det er jo helt åndsvagt nemt. At det er hurtigt og billigt er heller ikke en dårlig ting.

Opskrift til en plade med cirka 20 styk:
- Sæt 250 gram kikærter i vand i omkring 12 timer - vi plejer bare at lade dem stå natten over.
- Hæld vandet fra og blend med 2 æg, 3 tsk. salt, 2 tsk. spidskommen og 2 tsk. koriander (evt. lidt persille, pulver eller frisk).
- Form, put på plade, pensel med olie og bag 10-15 minutter på hver side i ovn på 200 grader. Voila!


Okay, de er langt fra verdens mest fotogene mad - men de smager altså godt. Og så kan de varieres i det uendelige med hensyn til tilbehør. På det allerførste billede ses de med en gang råkostsalat (noget tzatziki havde været meget velkomment, men gulerødder og æbler var ca. det eneste vi havde. Planlægning er ikke vores stærke side, nej), billede to er i en rulle, nu med råkostsalat i yoghurtblanding og salsa. Og til sidst en lækker rugbrødsmad, smurt med flødeost og pyntet med rødbeder. Dét mætter. Jeg er fan.

søndag den 2. juni 2013

Tibidabo




Når man sådan har ferie i Barcelona, er weekenden blevet reduceret fra ugens højdepunkt til turistinvassion-der-helt-skal-undgås. Men i går var vejret helt perfekt. Det var sommer, både i kalender- og vejrmæssig definition, solen skinnede, og det var simpelthen for godt til bare at tilbringe endnu en dag på terrassen(/indenfor/på shopping, ahæm). Jeg tog min bedre halvdel i hånden (okay, jeg tvang ham ud af døren. Det var kærligt ment - hvem skulle jeg ellers dele bussæde og udsigt med?), og vi satte kursen mod Tibidabo, en af de lokale bakker, hvor der både ligger forlystelsespark og Tibidabo-slottet aka. kirken Temple Expiatori del Sagrat Cor. Vi nøjedes dog med at kigge udsigt og kirke og gå lidt rundt i den del af forlystelsesparken, hvor man ikke behøvede at betale entré.




Det var fascinerende endelig at se kirken tæt på, efter at have stirret på den næsten dagligt siden vi ankom. Og så var der noget så pæn udsigt deroppe fra, både over bjerge og byen:







Jamen, jeg er altså bare typen, der ikke bliver træt af at kigge på sådan noget. At udflugte er at leve.

Find praktiske oplysninger her - vi tog T2A Tibibus fra Placa Catalunya som de nærigpinde vi nu engang er, og slap med en cykeltur og 5,90€ for en returbillet. Der er også en sporvogn for de de mere velhavende turister, men den gruppe er vi endnu ikke i. Til gengæld fik vi en pæn køretur op af bjerget med udsigt til masser af træer og sydlandsk stemning.

lørdag den 1. juni 2013

Dobbelt op på glæde

 

Sammen med Kinder Bueno er Oreos en af mine helt store svagheder. Jeg elsker det skidt, og kunne snildt spise det hver dag (det forsøger jeg dog at lade være med. Med mindre det er eksamensperiode, selvfølgelig. Der er alt tilladt). Det er dog altid som om, der er lidt for lidt fyld i forhold til mængden af kiks, så i dag fik vi endelig prøvet dobbeltudgaven. NUIRJ! Ren lykke for smagsløg og søde tænder - den kan godt anbefales! Nu vil jeg forsøge at lade være med at tømme resten af pakken, så vi i stedet kan have den med på den udflugt, den er købt til. Ahæm.