mandag den 2. marts 2015

Send en voksen. Og et job


Nå. Sidste mandag skete der så det, at vi fik nogle lidt kedelige nyheder på arbejdet. Facebook har besluttet sig for at lukke for kontoret her i Barcelona, så pludselig var vi 130-40 mennesker, der stod der kl. 16.35 og ikke længere havde noget job. Bum.
I det mindste træder det dog først i kraft i slutningen af april, så der er liiiidt tid til at lede efter noget nyt. Men det helt store spørgsmål er hvad nuuuu? Barcelona er en helt fantastisk by, som jeg på ingen måde er blevet træt af eller klar til at forlade. Men. Men. Men... De job, man som ikke-spansktalende (dansker) kan få her, begrænser sig for det meste til kunderservice- og salgsjob. Salg er på ingen måde mig, og kunderservice er ikke noget, jeg vil komme specielt meget videre i livet med. Så hvad skal jeg såååå? Skal jeg gå efter et job her i byen, så jeg kan blive boende og fortsætte min forholdsvist ubekymrede livsstil med fest og farver, storby, masser af sol og rare venner? Eller er det på tide at søge væk fra Barcelona, til et job, hvor jeg i højere grad kan bruge min uddannelse og lave det, jeg egentlig interesser mig for? (...kommunikation og marketing, for lige at præcisere) På samme tid har jeg ikke vildt meget erfaring at prale med - at være en flittig, okay dygtig og værdsat medarbejder tæller bare ikke på samme måde som rent faktisk at have prøvet de ting før, som arbejdsbeskrivelsen indebærer, så om nogen overhovedet vil give mig et job, ved jeg heller ikke...

Hvis vi oven i det lægger, at jeg har lidt hofteproblemer, der gerne skulle fikses inden for en overskuelig fremtid, sætter det også nogle begrænsninger for mine muligheder. Det letteste ville helt klart være at flytte tilbage til Danmark, få lidt dagpenge, få fikset hoften og så søge videre ud i verden bagefter, men pt. er Barcelona mit hjem, som jeg ikke har lyst til at forlade endnu. Bah.

Jeg har aldrig arbejdet et sted med rarere kollegaer i så ungt og internationalt miljø, og det er næsten det, der bliver mest trist at skulle sige farvel til. Det er måske lige at stramme den at sige, at jeg hver dag har været glad for at gå på arbejde, men tiden er altid fløjet afsted, og jeg kommer til at savne det.

Det er træls, er det.

10 kommentarer:

  1. Øv altså, det er da møghamrende træls. Det er søreme en svær beslutning, håber du finder ud af det :-( Sender mange knus fra Mikael og mig (=Heidi).

    SvarSlet
  2. ØV! Husk at bruge alle medier - også linkedin - måske dukker der noget op, selvom det måske er lidt uoverskueligt sådan lige nu :) Godt du holder humøret oppe!

    SvarSlet
  3. Øv for pokker! Det er fandme en træls situation at stå i. Jeg kan godt forstå du gerne vil blive i Barca når nu du har fundet dig så godt til rette. Måske du skulle sætte en tidslimit på hvor lang tid du kan blive og søge job inden for den horisont, og hvis det ikke har givet pote, lyder DK, dagpenge og hofte-istandsættelse måske ikke som en dum ide. Og forår/sommer i DK er jo bestemt ikke en dum ting! Måske er du slet ikke færdig med at arbejde i udlandet - træk evt. på dine kontakter fra dit internship i USA. Jeg håber i hvert fald at det falder på plads for dig hurtigt! Jeg krydser fingre herfra :-D

    SvarSlet
  4. Jeg tilslutter mig øv'eriet. Det er fandme noget lort. Jeg håber, du finder ud af noget andet.

    SvarSlet
  5. ÆV! Hvor er det bare drønærgerligt! Jeg krydser fingre på begge hænder for, at du finder noget godt at lave i Barcelona :-* Ellers er Danmark i det mindste ret god fra april og frem. Hvis vi nu skal finde lyspunkter.

    SvarSlet
  6. Op med hovedet Stine! Det er super træls lige nu, men du er sgu en pige med ben i næsen, du skal nu nok klare dig! :)

    /Cindi

    www.cherriesandsunflowers.blogspot.com

    SvarSlet
  7. Hej
    Prøv at kontakte Astrid Berg hende fra DR2 Morgen hun kender Spanien.

    /bullseye2100

    SvarSlet
  8. Øv altså. Krydser fingre for du finder noget andet der er endnu bedre og at du kan blive i Barcelona <3

    SvarSlet
  9. Jeg forstår godt at du gerne vil blive i Spanien, prøv at sætte alle antenner ud.
    Hvad angår hofter, så har jeg selv leukæmi og har fået to nye hofter og lårben, det er ingen spøg.
    Du må gennemtænke hvad du skal igennem.
    Pøj pøj med dine valg og krydser for dig.

    SvarSlet
  10. Mange tak for de søøøde ord, alle sammen! Det er heldigvis lykkedes mig, pænt hurtigt faktisk, at få gaflet mig et nyt job med start 7. april, så jeg forlader snart den synkende skude - og jeg glæder mig faktisk! Skal vi sige hurra for nye muligheder og begyndelser? Det synes jeg!

    (...og så stadig krydse lidt fingre for den hofte der. Har en tid ved lægen fredag!)

    SvarSlet

Jaaaah, skriv en kommentar!
(reklamekommentarer linkende til virksomheder frabedes dog, og vil blive slettet som spam)