Nå, men i går brugte jeg på at være lidt jetlagged og generelt sløv, så der skete ikke rigtigt det store. Derfor springer vi direkte videre til del 1 af den store tur; rejsen:
Mit fly lettede 7.15, så jeg skulle hjemmefra alt, alt fra tidligt. 3.30 drog jeg af sted, og det lykkedes mig rent faktisk at fange de rigtige natbusser mod lufthavnen. Hep, sådan sparer man 30+ euro!
(og får til gengæld kun lettere panikanfald, når bussen ikke lige kører derhen, hvor man regner med)
I lufthavnen var der helt dødt. Til gengæld var der rimelig sej reklame for Barcelona Open ved Mango. Det kunne dog ikke holde mig underholdt hele ventetiden, så jeg fandt min gate i den adskilte og
helt døde England-USA-afdeling. Her faldt jeg i søvn på min håndbagage, og vågnede efterfølgende i lettere panik og uden følelse i tre fingre. Herligt.
Herfra gik det dog bedre. Efter en kort mellemlanding i London, boardede jeg et rimeligt tomt Air Canada-fly. Tre sæder kun til mig? Ja tak! Det skulle helt klart udnyttes:
Hvor var det også bare rart ikke at flette albuer med diverse fremmede, få et ryglæn i panden og kunne gå på det lille hus, uden at skulle spørge om lov først (...når man har en meget lille blære, sker det altså ret tit. Ahæm). Eftersom jeg ville ankomme 11.40 lokal tid var det også bare om at få sovet lidt inden.
Det her skulle der dog også være plads til. Jeg blev seriøst stopfodret.
Og det var bare at spise løs, maden var sikker.
Jeg fik også set en film eller tre - man når meget på 9,5 time. Der var endda En Kongelig Affære - Air Canada har dog misforstået noget. Fy!
Er vi der ikke snaaaaart?

Og jo, lige pludselig var jeg der! Agtigt. Der var lige den hage, der hed 'grænsekontrol'. Sur dame tjekker mine papirer, sur dame stiller en million spørgsmål, og sur dame stempler og tusser vildt og voldsomt på mine papirer. Så sendte hun mig videre, og jeg tænkte HURRA, JEG KLAREDE DET! ...indtil jeg skulle aflevere papirerne ved udgangen, og i stedet for at blive lukket ud, blev sendt til videre undersøgelse ved Customs & Immigrations. Helt seriøst. Så kunne jeg bruge i alt omkring tre timer på diverse forhør og gennemrodning af min bagage. Herligt. Jeg virkede også meget mistænkelig blandt alle asiaterne (hvoraf de faktisk nuppede en snyder, mens jeg sad der), europæiske mig med returbillet, hotelbookninger, studie derhjemme og en veninde ventende lige uden for. Som om jeg nogensinde ville immigrere til udlandet med kun 11,8 kg. bagage... Hvis jeg så i det mindste var kommet med i 'Canada's Border Protection', som de var ved at optage, men nej. Ingen bleg dansker med nervøse træk i denne omgang. I stedet fik jeg noget, der egentlig var bedre:

Indrejsetilladelse! Wuhuu, sjældent har man set nogen været så glad for et stempel! Det endte med, at de ringede til min efterhånden ret nervøse veninde, der kunne bekræfte, at jeg ikke var dagens store fangst. Heldigt. Så vi drog lettede mod hotellet, smed bagagen og drog ud for at udforske:
Glad og lettet dansker i pæne Canada. Fortsættelse følger.