Travl tirsdag

Tirsdag startede aaaalt for tidligt. Ikke fordi, jeg skulle specielt tidligt op, men fordi jeg var så træt, så træt. Det var dog op og i gang, da jeg skulle møde op på arbejdspladsen kl. 11, og jeg gerne lige skulle nå at have noget i skrutten, fremstå hygiejnisk (=bad) og finde derhen. Og hey, det lykkedes! ;) Var dog måske ikke heeelt vågen alligevel - på vej ud af elevatoren på arbejdspladsen, satte stroppen fra min taske sig fast i noget rækværk inde i elevatoren, og da jeg endelig fik den vristet fri og desperat prøvede at følge med dagens kontaktperson, slog mit tunnelsyn til og jeg styrtede direkte ind i den lukkende elatordør med skulderen. Det var noget af en tackling, og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned og tude på grund af smerten og chokket, ha. Men det er som om, at det ikke er specielt voksenagtigt, så i stedet forsikrede jeg om, at nej nej, det gjorde da ikke spor ondt, holdt godt fast i min taske og fulgte pænt med. Host.

Herefter var det tid til at få fat i mit social security-nummer. Efter NIE-cirkusset for to år siden med tre alt for tidlige morgener og 12 timers kø, var jeg ret ængstelig... Men ved I hvad? VED I HVAD? Så gik det bare SÅ let, og jeg farede ikke engang vild på vejen :D Altså, personalet snakkede heller ikke her specielt meget engelsk, men de var hjælpsomme og rare, og så gik det jo alligevel, og pludselig var jeg lige dét mere spansk. Yay! Hvorefter McDonald's igen var min ven, så jeg kunne få mailet nummeret til arbejdet og træde af på naturens vegne. Hæææ.

Det skulle selvfølgelig fejres, så jeg smuttede i Primark, hæhæhæ. Men uden at købe noget - jeg ved virkelig ikke, hvad der skete! Følte mig så fornuftig bagefter (...lige indtil jeg tog i Mango Outlet, altså. Jeg er jo stadig ung og uansvarlig, ikke?).

Om aftenen havde jeg aftaler om at se tre værelser. Som nævnt sagde jeg 'be' om' til det ene med det samme, og håber pænt meget, at jeg bliver den udvalgte. Det er helt perfekt, sådan efter spanske standarder ;) Så jeg krydser ivrigt mine små fingre!
Det lykkedes mig desuden at gå over 28.000 skridt den dag, så jeg var helt, helt død, da jeg kom hjem. En is på hjemvejen var derfor nødvendig, mens jeg slæbte min trætte krop afsted og bad til, at min mobil ikke løb tør for strøm. Det gjorde den ikke, og jeg overlevede endnu en dag i Barcelona!